Badminton

Peter Gade ramt af 'stærke følelser' under Axelsens triumf

Peter Gade vandt All England i 1999 og var inden Viktor Axelsens triumf søndag den seneste danske vinder i herresinglerækken.

21 år.

Så mange år skulle der gå, inden en dansker kunne gøre Peter Gade kunsten efter og vinde All England i herresinglerækken.

Søndag vandt Viktor Axelsen for første gang i karrieren All England, da han besejrede Chou Tien Chen med cifrene 21-13, 21-14.

En sejr, den tidligere topspiller og All England-vinder Peter Gade fulgte tæt.

- Der er altid stærke følelser i spil, når man ser med foran skærmen. Men jeg synes, det var super fedt at se, siger Peter Gade til TV 2 SPORT.

- Jeg var ikke i tvivl om, at Viktor ville vinde. Jeg synes, han er et niveau over Chou. Der vil selvfølgelig være nerver og pres på, især når Viktor ved, at han har en rigtig god chance for at nappe den her. Men det synes jeg, at han håndterede rigtig, rigtig fint sammen med Kenneth Jonassen og Thomas Stavngaard på trænerstolene.

Viktor Axelsen var spilstyrende igennem hele finalen og sikrede sig blandt andet ti sætbolde i første sæt, som han endte med at vinde 21-13.

I andet sæt var Chou Tien Chen bedre med, men danskeren formåede især via sine smash at snuppe mange point og presse taiwaneren til at lave fejl. Derfor hev Viktor Axelsen andet sæt i land med cifrene 21-14.

Det er en af de allerstørste turneringer, man kan vinde som badmintonspiller

Peter Gade

Og det fik tårerne frem i øjnene hos Viktor Axelsen, mens også trøjen røg over hovedet i en følelsesladet jubelscene.

- Man kan tydeligt se på Viktor, at det her var en speciel ting for ham. Nu har han jo blandt andet vundet VM og har en OL-medalje, og den her er jeg sikker på, at han også har haft i sigte.

- Selvom Viktor var favorit til at nappe den her, og jeg synes, at turneringen lå til ham, er der stadig lang vej derfra til at gøre. Det gjorde han på rigtig fornem vis, så det er jo også en kæmpe lettelse for ham, i forhold til det pres og den favoritrolle han har haft op til turneringen, forklarer Peter Gade.

Viktor Axelsen var i tårer efter triumfen ved All England

- En af de allerstørste turneringer

Viktor Axelsen blev dermed den første dansker i dette årti til at stå øverst på podiet i herresinglerækken ved All England.

Vi skal nemlig tilbage til 1999, for at den seneste dansker vinder i den række, hvor Peter Gade besejrede Taufik Hidayat i tre sæt med cifrene 15-11, 7-15, 15-10.

Det er en sejr, Peter Gade tydeligt husker, da Super 1000-turneringen i England er helt særlig for både badmintonspillere og fans.

- Med den tradition og den historie, der er i All England, er det bare noget helt specielt for danske badmintonspillere. Den har altid været speciel, og når man vokser op som ung badmintonspiller, er det den turnering, man ser på tv-skærmen. Det er de store kampe, der er blevet spillet der. Det er en af de allerstørste turneringer, man kan vinde som badmintonspiller, lyder det fra Peter Gade.

I den kommende tid kommer Viktor Axelsen og resten af badmintonspillerne ikke i aktion, da BWF har suspenderet alle turneringer frem til 12. april.