Coronavirus

Høyer forsvarer All England-kampe i fyldt hal

BWF-præsident Poul-Erik Høyer svarer igen på kritik af gennemførelsen af All England i badminton.

Mens stort set alle andre sportsbegivenheder i Europa var aflyst eller udsat af frygt for spredning af coronavirus, valgte man at gennemføre badmintonturneringen All England i sidste uge med finaler i søndags.

Det har medført stor kritik.

Blandt andet har flere spillere udtrykt stor utilfredshed med, at All England blev gennemført. Den danske doublespiller Mads Conrad-Petersen har kaldt beslutningen "forfærdelig".

Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) præsident, danske Poul-Erik Høyer, svarer igen.

- Set i bakspejlet er det gået ganske fornuftigt. Der er ingen spillere, der er blevet smittet.

- Det er vigtigt at understrege, at beslutningerne blev taget dag for dag, og vi fulgte nøje de engelske værters anvisninger, siger han til Ekstra Bladet.

Kritisk stemning lørdag og søndag

Det er uklart, om alle spillere er blevet testet i forbindelse med All England, der sluttede i søndags.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside står der følgende om symptomer:

- Man udvikler symptomer mellem 2 og 12 dage fra, at man har været udsat for smitte, og de fleste får symptomer efter 5-7 dage.

Poul-Erik Høyer fortæller, at der var en kritisk stemning de sidste to dage, men at der var kontakt til de britiske myndigheder hele vejen igennem.

BWF traf inden de afsluttende kampe i All England en beslutning om at aflyse alle kommende turneringer frem til 12. april. Og aflysningerne stopper næppe der.

VM for hold - Thomas og Uber Cup - skal efter planen spilles i Aarhus fra 16. til 24. maj, men Poul-Erik Høyer er ikke alt for optimistisk.

Han siger til Ekstra Bladet, at en endelig beslutning træffes i løbet af ganske få dage efter en drøftelse med de danske arrangører og myndighederne.