Badminton

Forbund erkender, at det står over for stor opgave efter Mads Conrads stop

Mads Conrad-Petersen under All England i 2017. Han stopper sin professionelle karriere efter Thomas Cup på hjemmebane i august. Sportxpress / Scanpix Denmark

Badminton Danmark havde Mads Conrad-Petersen med i planerne frem mod OL i 2024, men doublespilleren ville det anderledes og stopper i august.

Endnu en landsholdsspiller stopper, og det har givet Badminton Danmark flere panderynker.

Fredag meddelte herredoublespiller Mads Conrad-Petersen, at hans professionelle badmintontilværelse får en ende, når Thomas Cup - VM for herrehold - på hjemmebane i august er færdigspillet.

32-årige Conrad var ellers udset en betydende rolle frem mod OL 2024 i Paris.

- Det er selvfølgelig en streg i regningen, at Conrad ikke vil fortsætte frem mod 2024. Det havde vi håbet på, og vi havde også en tro på, at vi kunne have bygget en god double op omkring ham. Det efterlader os selvfølgelig i en sværere situation, end det ellers havde gjort, siger Jens Meibom, sportschef i Badminton Danmark, til TV 2 SPORT.

Mads Conrads stop på landsholdet har fået tidligere landstræner Steen Schleicher Pedersen til at reagere. I et opslag på Facebook skriver han blandt andet, at "i løbet af nul tid er dansk herredouble jævnet med jorden".

Over for TV 2 SPORT uddyber han sin bekymring for dansk herredouble:

- Hvis man går 18 måneder tilbage, havde vi en meget stærk herredouble-gruppe i Danmark med to par - hvis ikke tre par - i topti. Nu er der stort set ikke noget tilbage, og der er ikke ret mange unge i pipelinen, som jeg ser det. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, det har jeg gjort en masse gange, fordi man skal være tæt på spillerne i dagligdagen for at kunne udtale sig om det her, og det er jeg i sagens natur ikke.

- Men jeg synes ikke, at fremtiden lige i øjeblikket tegner særlig lys for dansk badminton, siger Steen Schleicher Pedersen.

Stor opgave venter forude

Jens Meibom anerkender, at han og resten af Badminton Danmarks sportslige ledelse - herunder landstrænerteamet - skal have slidstærke arbejdshandsker på fremadrettet, når det kommer til herredoublekategorien.

Vi skal ofte gå på to ben og både forsøge at skabe resultater i nutiden og på samme tid se fremad og kigge på udviklingen af de unge spillere

Jens Meibom, sportschef i Badminton Danmark

Først på året stoppede David Daugaard på landsholdet, hvilket gjorde Frederik Søgaard makkerløs. Og også Mathias Boe har annonceret sit karrierestop senere på året.

- Vi skal ikke underkende, at vi står over for en stor opgave i forhold til herredouble fremadrettet. Det bliver ikke nemmere, nu hvor Conrad ikke ønsker at spille mere efter Thomas Cup, siger sportschefen.

- Det var ikke nogen overraskelse, at Mathias Boe har valgt at stoppe senest efter OL 2020, som så er blevet udskudt. Han er 39 år, så det har vi vidst i et stykke tid. Vi havde håbet på, at han og Conrad ville køre på frem til Thomas Cup (flyttet fra maj til august på grund af udbruddet af coronavirus, red.).

Hvem skal løfte arven efter dem, der stopper?

- Der er blandt andre Frederik Søgaard, og vi har også kig på andre unge spillere, der deltager på vores landsholdstræning. Der er i princippet også Mathias Christiansen, der tidligere har spillet herredouble. Men disse unge spillere skal have tid til at udvikle sig, og jeg erkender blankt, at vi på den korte bane står med en stor udfordring i vores herredoublekategori.

- Vi ville have kigget på de her ting efter OL, nu bliver det først efter Thomas og Uber Cup. Der må vi sætte os ned, og også i dialog med spillerne finde ud af, hvad vi har af muligheder.

- Jeg kan ikke nu præcis sige, hvad der kommer til at ske i forhold til de enkelte konstellationer, andet end at vi må tage udgangspunkt i de spillere, vi har. Vi kan ikke gøre andet, og så må vi prøve at skabe de mest slagkraftige doubler, vi kan.

Meibom lægger heller ikke skjul på, at der også er udfordringer i de øvrige doublekategorier, damedouble og mixed double. Også på grund af karrierestop.

Christinna Pedersen var i mange år en af Danmarks bedste kvindelige doublespillere. Hende og Kamilla Rytter Juhl var en slagkraftig damedouble, og i mixed double havde Pedersen stor succes med særligt Joachim Fischer.

For to år siden sagde Kamilla Rytter Juhl farvel til landsholdet, da hun ventede barn. Knap et år senere fulgte Christinna Pedersen trop, og i mellemtiden var Joachim Fischer blevet smidt af landsholdstræningen i Brøndby, da forbundet ikke længere så ham som en realistisk medaljekandidat i fremtiden.

Sætter ikke doubler sammen mod spillernes vilje

Spørgsmålet er derfor, om Badminton Danmark har haft et for stort fokus på at skabe resultater med de bedste par og ikke fokuseret nok på dem, der umiddelbart stod til at skulle tage over, når stjernerne en dag sagde farvel.

Jeg tror, man har truffet nogle meget kortsigtede beslutninger på et tidspunkt, og det kommer virkelig til at svie på os videre frem

Steen Schleicher Pedersen, tidligere landstræner

Blandt andre Kasper Antonsen, der vandt guld i herredouble ved U19-EM i 2013, blev fundet for let af forbundet i efteråret 2018, hvor han spillede sammen med Niclas Nøhr. Fire måneder senere valgte den dengang 24-årige Antonsen, der er storebror til herresinglespiller Anders Antonsen, at stoppe karrieren, fordi lysten og motivationen var væk.

- Det er et helt legitimt og relevant spørgsmål, om man skulle have brudt nogle af de andre par op tidligere og sat dem sammen med unge spillere. Men vi skal ofte gå på to ben og både forsøge at skabe resultater i nutiden og på samme tid se fremad og kigge på udviklingen af de unge spillere, siger Jens Meibom og fortsætter:

- Der er hele tiden mesterskaber, vi forventes at klare os godt til, så det er en uhyre svær balancegang. Og vi ønsker generelt først at lave de helt store ændringer i vores konstellationer efter OL, hvor vi står over for en ny OL-cyklus og derfor har mere tid til at spille nye par sammen.

- Samtidig har vi ikke helt frie hænder i forhold til konstellationer. Vi kommer ikke til at sætte nogle doubler sammen mod spillernes vilje. Det har vi ikke nogen gode erfaringer med.

Derudover peger han på, at forbundet med det nuværende turneringsreglement er begrænset i forhold til sammensætning af par, da der ikke længere er fri tilmelding i de store turneringer.

Sidste år opstod imidlertid muligheden - som Jens Meibom formulerede det i pressemeddelelsen - som forbundets sportslige ledelse tidligere havde drøftet: At sætte Mathias Boe og Mads Conrad sammen. De to havde spillet sammen ved Thomas Cup i både 2016 og 2018 efter afbud fra Carsten Mogensen og i flere tilfælde besejret stærke, internationale herredoubler.

Det betød samtidig, at Danmarks mest succesfulde herredouble-konstellation i nyere tid, Mathias Boe og Carsten Mogensen, var fortid.

Står det til Steen Schleicher Pedersen, var det en forkert beslutning at sætte Boe og Conrad sammen.

- Jeg tror, man har truffet nogle meget kortsigtede beslutninger på et tidspunkt, og det kommer virkelig til at svie på os videre frem. Men jeg håber, jeg tager fejl, siger den tidligere landstræner til TV 2 SPORT.

Jeg ved godt, der har været en periode, hvor vi har været gode i fire kategorier, men historisk set er det en unormalitet

Jens Meibom, sportschef i Badminton Danmark

- Udefra set, hvor man ikke kender de forudgående diskussioner, ser det her i bagklogskabens lys ud til at være en forkert beslutning. Det skulle have været Mads Conrad og Frederik Søgaard. Man har sat en ung herredouble sammen med David Daugaard og Søgaard. Daugaard vælger at stoppe, og det fungerede aldrig rigtigt.

Forbund gik efter det kortsigtede mål

Badminton Danmarks sportslige ledelse står ved den beslutning, den traf sidste år.

- Thomas og Uber Cup på hjemmebane er en kæmpe historisk event for både spillere, trænere og forbundet, og vi ønsker alle, at Danmark klarer sig godt. Derfor mener jeg, at det var rigtigt at forsøge at få Thomas Cup-holdet til at stå så stærkt som muligt i forhold til at vinde en medalje, siger Jens Meibom.

- Det var det kortsigtede mål, vi gik efter, og efter OL 2020 var tanken så, at vi skulle justere og lave nye konstellationer til den kommende fireårig cyklus med dem, der nu var tilbage. Det er en streg i regningen i forhold til vores planer, at Conrad har trukket stikket. Ligesom det var en streg i regningen, da Christinna Pedersen valgte at stoppe før OL 2020.

- Men det er vi ikke herrer over. Det er de præmisser, vi arbejder under, lyder det fra sportschefen.

Fremadrettet kommer Badminton Danmark til at invitere flere unge spillere ind på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby i en tidligere alder for at give dem sparring og se dem an.

Og så håber Jens Meibom med den nye talentudviklingsstrategi, at der vil komme et endnu bedre samarbejde mellem klubberne og forbundets talentcentre.

- Vi er afhængige af, at klubberne leverer den bedst mulige træning, og der tror vi på, at hvis vi samler os i nogle trænernetværk og drøfter, hvad god træning er, så er de til glæde både for klubberne, men selvfølgelig også forbundet på sigt, ved at vi får nogle spillere, der bliver endnu bedre, end de gør i dag.

Sportschef ønsker mere fleksibilitet i doublekategorierne

Derudover er ambitionen er lave den bedst mulige udviklingsvej for unge spillere, der har potentialet til at gå hele vejen, og støtte dem mere i årene op til, de bliver optaget i eliteprogrammet, så de har den bedst mulige pakke med, når de kommer til elitetræningscentret.

Jens Meibom ønsker ligeledes, at de unge doublespillere som udgangspunkt skal spille to kategorier for derved at kunne være mere fleksible i fremtiden.

- Først, når de virkelig når et højt niveau, kan vi så vurdere, om de kun skal spille én kategori for at nå det sidste stykke vej.

- Jeg ved godt, der også er mange forbehold for det, men vi er nødt til at være lidt mere fleksible i forhold til at kunne flytte folk mellem de enkelte doublekategorier, end vi er i dag, hvor vi har mange også relativt unge doublespillere, der kun spiller én kategori og har gjort det i rigtig mange år, siger sportschefen, der afslutter med følgende bemærkning:

- Det er svært at skabe verdensklasse. Det er virkelig svært, og jeg tror ikke, man skal forvente, at vi nødvendigvis kommer til at være konkurrencedygtige i alle fem kategorier hele tiden. Jeg ved godt, der har været en periode, hvor vi har været gode i fire kategorier, men historisk set er det en unormalitet.

Sara Thygesen (tv.) og Maiken Fruergaard er for tiden Danmarks bedste damedouble. De ligger per 24. marts 2020 nummer 18 på verdensranglisten.

- Vi står over for en stor opgave i doublekategorierne, og hvis vi skal udvikle verdensklasse, kræver det, at spillere, trænere og jeg selv bliver endnu dygtigere. Det kræver hårdt arbejde, og at vi alle ser indad og analyserer vores egen praksis og finder ud af, hvor vi kan gøre tingene bedre.

- Vi har nogle unge doublespillere, som har potentialet til at blive spillere i verdensklasse, og derfor er det ikke en umulig opgave, men en opgave, der kommer til at kræve tid.

Det omtalte Thomas og Uber Cup (VM for herre- og damehold, red.) spilles i Aarhus fra 15.-23. august. Danmarks herrer har vundet Thomas Cup én gang, hvilket skete i 2016. De danske kvinder har aldrig vundet Uber Cup, men tre gange er de blevet nummer to.