Coronavirus

Verdensranglisten fastfryses - til stor fordel for Axelsen

Viktor Axelsen kan glæde sig over, at verdensranglisten bliver fastfrosset foreløbigt. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Verdensranglisten fastfryses på ubestemt tid, da flere af de kommende internationale turneringer er aflyst eller udskudt om følge af coronakrisen.

På papiret er Anders Antonsen lige nu den tredjebedste spiller i verden, mens Viktor Axelsen er den fjerdebedste. Og sådan bliver det ved med at være det næste stykke tid.

Det Internationale Badmintonforbund (BWF) har besluttet af fastfryse verdensranglisten efter All England.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

- På grund af Covid-19-udbruddet har BWF oplevet en hidtil uset suspendering af internationale turneringer fra midten af marts til slutningen af april.

- Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at forudsige, hvornår den næste internationale turnering finder sted, da der yderligere er turneringer, der forventes at blive suspendere i maj og juni. BWF vil derfor fastfryse verdensranglisterne indtil videre.

Ændringen sker med tilbagevirkende kraft, da BWF har fastfrosset listen fra 17. marts. Tiltaget omfatter ranglisterne i alle disciplinerne og juniorernes ranglister.

Den nuværende verdensrangliste

Sådan ser verdensranglisten ud pr. 17. marts 2020

  1. 1. Kento Momota, Japan
  2. 2. Chou Tien-Chen, Taiwan (kinesisk Taipei)
  3. 3. Anders Antonsen, Danmark
  4. 4. Victor Axelsen, Danmark
  5. 5. Chen Long, Kina
  6. 6 Anthony Ginting, Indonesien
  7. 7. Jonatan Christie, Indonesien
  8. 8. Ng Ka Long Angus, Hong Kong
  9. 9. Shi Yu Qi, Kina
  10. 10. Lee Zii Jia, Malaysia

Til fordel for Axelsen

Beslutningen om at fastfryse verdensranglisten er især til fordel for Viktor Axelsen.

Ranglisten består nemlig af den enkelte spillers ti bedste resultater fra det seneste år. Den er derfor blevet frosset, så der ikke kommer til at være ulighed for de forskellige spillere.

De spillere, der har leveret gode resultater i foråret 2019, risikerer ikke længere at ryge ned ad listen, nu hvor turneringerne ikke kan spilles.

Axelsen var den spiller i top-10, som stod til at miste flest point i måneden efter All England.

Danskeren ville i alt have tabt 5780 point på India Open, Malaysia Open og Singapore Open for sine topresultater i turneringerne sidste år.

Omvendt stod verdensranglistens nummer to, Chou Tien Chen, og nummer tre, Anders Antonsen, ikke til at miste nogen point i den kommende tid på baggrund af deres resultater sidste år.

Verdensranglisten vil således blive brugt til at afgøre seedings til de næste internationale turneringer. Ranglisten er fastfrosset på ubestemt tid, men BWF vil løbende opdatere, når man ved nærmere om, hvornår internationale turneringer igen bliver genoptaget.