Danske stjerner har startet haltræning under strikse forhold
De bedste danske badmintonspillere kan glæde sig over igen at vende tilbage til træning i hallen, men det bliver under yderst skærpede vilkår.
Da Danmark i sidste måned lukkede ned, satte man også en stopper for en lang række atleters mulighed for at udføre deres arbejde og træne på normal vis.
Nu kan landsholdsspillerne på det Nationale Elite Træningscenter (NETC) dog glæde sig over igen at kunne træne. Kulturministeriet og relevante sundhedsmyndigheder har således givet Team Danmark lov til, at udvalgte atleter kan benytte indendørs træningsfaciliteter.
Det tæller blandt andre landets bedste badmintonspillere, der torsdag har haft første træningsdag i Brøndby Hallen. Det er dog under yderste skærpede omstændigheder, at spillerne foreløbig skal have deres daglige gang i hallen.
- Vi vælger at starte op igen nu, fordi vi har fået muligheden under skærpede omstændigheder. Både spillere og trænere har et stort ønske om at komme i gang igen, så vi kan undgå for mange skader, og når det nu er forsvarligt rent sundhedsmæssigt, så giver det mening for os, siger sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, til TV 2 SPORT.
En række forhold skal gøre det sikkert
Sportschefen har via en række punkter orienteret spillere og landstrænere om, hvordan man skal agere, når man igen vender tilbage til træningen.
- Afstanden i mellem to atleter og træner-atlet, når der trænes, skal være minimum to meter.
- Hverken spillere eller landstrænere må medbringe børn til træningen.
- Der må maksimalt være seks spillere og én landstræner i hallen ad gangen.
- Der vil være tilpas tid imellem træningerne, så der ikke er mere end seks spillere og én landstræner i hallen på ethvert givent tidspunkt.
- Alle skal møde op omklædt og tage direkte hjem efterfølgende, så hverken omklædningsrum eller kantine kan benyttes.
- Hvis man ikke føler sig frisk, skal man blive hjemme.
- Det betyder meget, at vi kan skabe nogle sundhedsmæssige forsvarlige forhold for træningen med få spillere i hallen ad gangen, stor afstand og masser af håndsprit. For det er vigtigt, at vi ikke udsætter hverken os selv eller andre for smitterisiko, tilføjer Jens Meibom.
'Noget andet at lave badmintonbevægelserne på banen'
Badminton Danmark har i sin vurdering af, hvorfor træningen kan starte igen, også lagt vægt på, at Brøndby Hallen er privat, hvorfor det kun er badmintonspillerne, der kommer til at træne i hallen. Desuden er badminton heller ikke en kontaktsport, så man kan i den forstand også undgå, at spillerne er for tæt på hinanden.
- Det er vigtigt, vi kan komme i gang igen, for selvom spillerne har holdt sig i gang derhjemme med fysisk træning, så er det noget andet at lave badmintonbevægelserne på banen. Du kan godt være i god form og stadig blive øm, når man starter op igen.
- Derfor bliver det også vigtigt at få folk i gang stille og roligt for at undgå skader, mens vi nu igen får mulighed for at udvikle os på badmintondelen. Samtidig kan vi så forberede os stille og roligt på de mål, der venter ude i fremtiden, siger sportschefen.
Frivilligt om man vil deltage i træningen
I orienteringen til spillerne om genoptagelse af landsholdstræningen er det gjort klart, at træningen er frivillig, og forbundet fuldt ud vil acceptere, hvis en eller flere spillere føler sig mere trygge ved at blive hjemme.
- Spillerne er grundlæggende rigtig glade for at kunne vende tilbage. Mange er allerede startet i dag, og resten starter på mandag, fordi de rent praktisk lige har skullet passe det ind i hverdagen igen. En enkelt spiller vil gerne lige se tiden an, afslutter Jens Meibom.
I starten af sidste uge valgte det internationale badmintonforbund, BWF, at suspendere en række turneringer frem til august.
Det er endnu uvist, hvad der sker med Thomas & Uber Cup (VM for henholdsvis herre- og damehold), der skal afvikles i Aarhus. Det er allerede blevet udskudt fra maj til august.