Badminton

VM i 2021 bliver rykket til om vinteren

Viktor Axelsen blev verdensmester i 2017. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Næste år vil der være fire måneder mellem den olympiske badmintonturnering og VM.

Verdensmesteren i badminton 2021 skal findes, når temperaturen udenfor nærmer sig frysepunktet, og julekalenderne er fundet frem.

Det internationale badmintonforbund, BWF, skriver i en pressemeddelelse, at VM næste år i Huelva skal afholdes fra 29. november til 5. december.

Normalt bliver verdensmesterskabet afviklet i august.

BWF har taget beslutningen, fordi OL er rykket fra i år til sommeren næste år.

- BWF og det spanske badmintonforbund er sikre på, at det udskudte mesterskab vil blive en succes. Flytningen betyder, at både den olympiske turnering i badminton og VM kan blive afholdt på vilkår for alle, siger BWF's danske præsident, Poul-Erik Høyer.

Afvikles i Marins hal

Hos det spanske badmintonforbund er der også stor tilfredshed med beslutningen.

- Vi håber, at VM i Huelva vil blive en special lejlighed for badminton i Spanien og i verden.

- Vi er tilfredse med, at flytningen af mesterskabet til slutningen af året vil give os mulighed for at levere den bedste mulige turnering, siger præsidenten i forbundet, David Cabello.

Med flytningen vil der være fire måneder mellem OL og VM.

Mesterskabet i Huelva bliver afholdt i Carolina Marin Stadium, som er opkaldt efter den regerende OL-guldvinder og tredobbelte verdensmester. Marin er født og opvokset i Huelva.

Den seneste danske verdensmester var herresinglespilleren Viktor Axelsen i 2017. Sidste år var Anders Antonsen i finalen.