Badminton

Badminton Danmark har fået grønt lys til Final 4-stævne

Team Skælskør-Slagelse vandt sidste års DM-titel i Badmintonligaen. Holdet er ikke blandt semifinalister i årets turnering. TV 2 SPORT

Badmintonens Final 4-stævne skal spilles 19. til 20. juni i Brøndbyhallen.

Hele vejen igennem har Badminton Danmark holdt fast i håbet og været tålmodige.

Og onsdag ser det ud til at have betalt sig.

For Kulturministeriet og Dansk Idrætsforbund har givet grønt lys til, at Final 4-stævnet kan afvikles, så danmarksmestrene for hold kan findes. Det skriver Badminton Danmark på sin hjemmeside.

Danmarksmesterskaberne for hold skal spilles fra 19. til 20. juni i Brøndbyhallen.

Holdene kan også få glæde af deres udenlandske spillere ved Final 4-stævnet, oplyser Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, til Ritzau.

- De udenlandske spillere har et anerkendelsesværdigt indrejseformål i Danmark, når de rejser ind for at opfylde en kontraktlig forpligtelse - i dette tilfælde at spille en eller flere ligakampe for deres klub.

- Det sidestilles med lægen, der bor i Malmø, men arbejder på Rigshospitalet, eller den tyske håndværker, der arbejder på en byggeplads i Esbjerg. Det er bekræftet overfor Danmarks Idrætsforbund af politiet, der administrer grænsekontrollen og indrejsetilladelserne, lyder det fra Bo Jensen.

Tingene så ikke lyse ud

Men før den endelige melding kom, har bekymringerne hos både Badminton Danmark og de danske spillere været store. For tilbage i april så tingene ikke lige så lyse ud, som de gør nu.

Afgørelsen hang nemlig i en tynd tråd, da flere ting stod i vejen for afviklingen. Forsamlingsforbuddet, ingen indendørstræning og usikkerhed om klubbernes udenlandske spillere overhovedet kunne komme ind i Danmark, var de største faktorer.

I april skønnede Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, over for TV 2 SPORT, at hvis det skulle være muligt at afholde Final 4-stævnet, vil det kræve mindst 50 personer i hallen. Det inkluderer spillere, trænere, dommere, forbundets egne folk og tv-produktionsholdet.

Ikke uden restriktioner

Og det er nu blevet muligt, da forsamlingsforbuddet efter planen bliver hævet til netop 50 mennesker den 8. juni. Oveni blev det fra i sidste uge tilladt at genoptage professionelt idræt med det samme - også indendørs, efter Mette Frederiksen og regeringen havde fremlagt planen for Danmarks genåbning.

Dermed er de største forhindringerne fejet af vejen.

Stævnet, der i første omgang blev udsat fra midten af april til starten af juni, har nu fået sin endelige dato.

Men selvom der er givet grønt lys, skal stævnet stadig overholde de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne har meldt ud. Derfor kommer kampene til at blive spillet for tomme tribuner, da det endnu ikke er tilladt at samle mange mennesker.

Til Final 4-stævnet spilles semifinalerne om fredagen, og lørdag skal de nye danmarksmestre kåres, når finalen og bronzekampen er afviklet.

Du kan se alle kampene fra Brøndbyhallen direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.