Badminton

Rytter Juhl og Pedersen stopper klubkarrieren på ubestemt tid

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt i 2016 OL-sølv, hvilket står blandt karrierens absolutte højdepunkter. Ruben Sprich / Scanpix Denmark

Den succesfulde damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen bliver ikke en del af Badmintonligaen i næste sæson.

To af de mest markante profiler i Badmintonligaen stopper efter en enkelt sæson i Vendsyssel Elite Badminton og indstiller samtidig klubkarrieren på ubestemt tid.

Det annoncerer 36-årige Kamilla Rytter Juhl og 34-årige Christinna Pedersen tirsdag, hvor de samtidig slår fast, at de i stedet vil kaste sig over selv at renovere et nyt hus til deres fremtid som familie med datteren Molly.

- Badmintonketcheren bliver lige nu lagt på hylden, og hvornår den bliver fundet frem igen, det vides ikke, skriver damedoublen, mens Christinna Pedersen uddyber over for TV 2 SPORT:

- Vi kommer altså ikke til at spille i den danske liga i den kommende sæson. Om vi vender tilbage, det må tiden vise.

Vendsyssel havde håbet på en sæson mere

OL-sølvvinderne fra 2016 skiftede inden denne sæson fra Skovshoved til den nordjyske klub Vendsyssel, da Christinna Pedersen samtidig stoppede på landsholdet i marts 2019, og den internationale karriere officielt var forbi for begge spillere.

Dermed vendte de hjem til Nordjylland, hvor de var med til at sikre Vendsyssel en andenplads i Badmintonligaens grundspil. Final 4 bliver dog ikke aktuelt for damedoublen, efter Vendsyssel for to uger siden meldte afbud til kampen om guldet, da den nordjyske klub efter eget udsagn "ikke vil spille hasard med spillernes helbred" grundet Covid-19-situationen.

Det betyder også, Rytter Juhl og Pedersen har spillet den sidste klubkamp i denne omgang, og tiden i den nordjyske klub er forbi.

- Christinna og Kamilla skabte sammen med Jan Ø. Jørgensen en enorm interesse for VEB, og vores hjemmekampe har aldrig trukket så mange tilskuere, som de gjorde i sæsonen 2019/2020.

- Vi havde håbet på, at samarbejdet skulle fortsætte i mindst en sæson mere, men vi respekterer selvfølgelig, at Christinna og Kamilla nu ønsker at prioritere anderledes. Vi takker dem for deres indsats i VEB, siger formand Jan R. Jensen.

Udover OL-sølvet i 2016 formåede den succesfulde damedouble også i sin tid på den internationale scene at vinde VM-sølv i 2015 og All England-titlen i 2018, ligesom de leverede et hav af andre store resultater over en periode på næsten ti år.

🗝Nøglen til et nyt kapitel🗝 Fra badmintonspillere til nybyggere😁 Noget af et karriereskifte vil nogen tænke, men jer som...

Posted by Kamilla Rytter Juhl and Christinna Pedersen on Monday, June 1, 2020