Badminton

Dansk stjerne skifter til klub langt mod nord

Mathias Christiansen har de senest sæsoner spillet for Greve i Badmintonligaen. Sportxpress / Ritzau Scanpix

Doublespilleren Mathias Christiansen skal fremover tørne ud for Vendsyssel Elite Badminton i den danske badmintonliga.

Når den 26-årige bornholmer Mathias Christiansen i næste sæson går på banen til hjemmekampe i Badmintonligaen, så skal han drage 450 kilometer nordvest af E20- og E45-motorvejen.

Fredag oplyser den nordjyske klub Vendsyssel (VEB), at de henter den danske landsholdspiller, der har repræsenteret Greve i denne sæson.

- Vi er super stolte over, at Mathias har valgt at skifte til VEB. Han er en klassespiller - både i mixed- og herredouble. Det er en spiller fra øverste hylde, som vi har meget store forventninger til, siger klubbens cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.

Mister Rytter Juhl og Pedersen

For ti dage siden kom det frem, at klubbens største stjerner på damesiden, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, stopper klubkarrieren på ubestemt tid. Dermed bliver de ikke en del af Badmintonligaen næste sæson, selvom VEB havde håbet at have dem på holdkortet.

Nu har klubben sikret sig en erstatning i form af Christiansen, der kun har tabt to kampe i Badmintonligaen de seneste tre sæsoner. I denne sæson er han ubesejret i ni kampe i henholdsvis mixed- og herredouble.

I landsholdsregi og i internationale turneringer har Mathias Christiansen op til corona-pausen spillet mixeddouble med Alexandra Bøje, men i ligaen spiller han altså to kategorier.

Den daglige træning vil stadig foregå på landsholdstræningen i Brøndby, men der er en grund til, den danske stjerne vælger at repræsentere klubben i nord, mens han stadig bor på det østlige Sjælland, når det gælder Badmintonligaen.

- Det virker, som om der er en god holdfølelse. Det handler ikke bare om at spille og tage hjem igen. Jeg kan også lide spillerne personligt på holdet og har desuden haft nogle gode snakke med Allan (VEB's træner, red.), siger Mathias Christiansen til klubbens hjemmeside.

Afbud til Final 4

Netop Christiansens tidligere klub, Greve, og Vendsyssel sluttede som nummer et og to i denne sæsons liga, men begge klubber valgte siden at melde afbud til Final 4, som dog fortsat afvikles.

Klubskiftet må umiddelbart anses som det mest nævneværdige op til den kommende sæson i dansk badminton.

Af andre større klubskifter, der er officielt registreret, kan nævnes den tidligere landsholdsspiller Kasper Antonsen, der skifter fra barndomsklubben Aarhus AB til Gentofte, imens damedoublespilleren Maiken Fruergaard skifter fra Solrød Strand til Odense OBK.

Fredag den 19. juni kan du se semifinalerne i dette års Final 4 på TV 2 SPORT. Første semifinale starter klokken 13, mens den anden semifinale starter klokken 19. Tidspunkterne er de samme lørdag den 20. juni, hvor der spilles henholdsvis bronzekamp og guldfinale.