Badminton

Forbund virustester alle Final 4-spillere

Badminton Danmark kommer til at teste Final 4-spillerne. Her ses forbundets direktør, Bo Jensen. Claus Fisker / Ritzau Scanpix Denmark

Alle spillere til afbudsramt Final 4-stævne skal testes for coronavirus, oplyser Badminton Danmark.

Når danmarksmesterskabet for badmintonhold fredag og lørdag skal afgøres ved et afbudsramt Final 4-stævne i Brøndby Hallen, bliver det med spillere, der har fået foretaget en test for coronavirus.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt for os, at alle kan være trygge ved afviklingen af Final 4. At vi Covid-19-tester samtlige spillere inden turneringen giver spillere, klubber, arrangører og tilskuerne en ro i maven for, at rammerne er trygge og sikre.

- Det giver det bedst mulige grundlag for toppræstationer på banen og en underholdende og spændende afvikling af Final 4, siger Bo Jensen, der er direktør i Badminton Danmark.

Det er KMD og Qlife, der skal stå for at teste spillerne. Spillerne kan forvente at få svar 20 minutter efter at have fået foretaget testen. Det er de samme virksomheder, der står for at teste fodboldspillere og klubpersonale i Superligaen og 1. division.

Final 4-stævnet bliver dog ikke med de hold, der oprindeligt skulle have deltaget på baggrund af Badmintonligaens grundspil.

Vendsyssel og Greve meldte nemlig fra til stævnet, da begge klubber mente, at det ikke ville være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at deltage.

I stedet har Skovshoved og Værløse takket ja til at gøre Højbjerg og Solrød Strand selskab i weekendens stævne.

Badminton Danmark har tidligere bekræftet, at udenlandske spillere gerne må deltage, da forbundet har fået politiets ord for, at Final 4 er et anerkendelsesværdigt indrejseformål.

Sidste år vandt Team Skælskør-Slagelse DM-guld med en finalesejr over Greve.