Badminton

Ligadebutant sørgede for overraskende sejr: - Jeg står lidt og ryster

Andreas Søndergaard og Julie Finne-Ipsen gav Værløse en god start på Final 4.

På banen i Final 4-semifinalen var ligadebutanten Andreas Søndergaard iskold.

Her blev matchbolden sømmet ind på kroppen af landsholdsspilleren Alexandra Bøje.

Efter sin første ligakamp og sejr smeltede køligheden , da han stod i tv-studiet og skulle interviewes på direkte tv.

- Jeg står lidt og ryster, for det er første gang i tv. Men jeg tror, vi klarer den, lød det med et smil fra Søndergaard til TV 2 SPORT.

Storroses af makkeren

Forinden havde han sammen med makkeren Julie Finne-Ipsen og Andreas Søndergaard overraskende slået Mads Muurholm og Alexandra Bøje med 15-21, 21-10, 21-13.

En fornem debut for Værløse-spilleren, som sikrede en udligning mod Højbjerg.

- Jeg var meget glad for at få chancen. At stå derinde i sådan en kulisse til ens første ligakamp er vanvittigt fedt. Familie og venner er kommet for at heppe. En fantastisk oplevelse, siger han.

Jeg gør alt for at gribe chancen og vise, jeg er god nok

Andreas Søndergaard

Det var også en stolt Finne-Ipsen, som satte ord på sin makkers debut.

- Jeg var glad for, jeg stod der med Andreas i dag. Han er en virkelig dygtig spiller, og han giver mig en ro, selvom han nogle gange selv går lidt i panik. Det var fedt, fortæller hun og uddyber, hvordan Søndergaard er på banen.

- Han er altid sød mod sin mixedmakker. Han bakker dig op, selvom man laver nogle fejl engang i mellem. Især når man ikke er rutineret mixed-pige, så kommer der nogle fejl. Jeg synes, det er fedt, at han altid giver alt, hvad han har og spiller på den høje tangent, når det er nødvendigt.

Der var store smil hos både Julie Finne-Ipsen og Andreas Søndergaard efter sejren.

Det var også bevidst, at Søndergaard gav den alt, hvad han havde. Han ville vise sig frem.

- Jeg vil gerne ind og bevise for min træner og holdkammerater, at jeg kan være med på det her niveau. For jeg er ikke selv i tvivl om, at det kan jeg godt. Jeg har spillet lidt 1. division og ventet på at kunne få chancen. Det er derfor, jeg kommer ind med den her energi og gør alt for at gribe chancen og vise, jeg er god nok.

Andreas Søndergaard skulle senere fredag få mere at juble over. For der spillede vandt den afgørende kamp med Mikkel Mikkelsen og sendte Værløse i DM-finalen med en sejr på 5-4.

I finalen venter Skovshoved. Den kan ses lørdag klokken 19 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.