Badminton

- Han har haft en enorm betydning for min karriere, siger Axelsen om Jan Ø.

Holdkammeraterne havde ikke andet end ros til den 32-årige badmintonspiller, der onsdag trænede for sidste gang med landsholdet.

Onsdag var det slut.

En 12 år lang landsholdskarriere fik sin ende, da Jan Ø. Jørgensen slog sit sidste slag til træningen i Brøndby Hallen.

Men det betyder ikke, at karrieren bare lige går i glemmebogen. Titler som China Open, Indonesia Open og Thomas Cup taler sit tydelige sprog. Og så har nordjyden ikke mindst været god til at lære fra sig.

- Han har været en kæmpe del af min karriere, fra jeg startede. Han tog rigtig godt imod mig, og han har været med til at inspirere mig. Han har betydet rigtig meget, og jeg kommer til at savne ham, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Og Axelsen er langt fra den eneste, der har lært meget af Jan Ø. Jørgensen. Anders Antonsen, der er nummer tre i verden, er nemlig heller ikke i tvivl om Jan Ø.'s betydning.

- Jan har været vildt god til at give videre og lære fra sig – også til mig. Da jeg kom over som 18-19-årig, var han nem at læne sig op ad, og han var aldrig bleg for at give videre af sin erfaring, siger Anders Antonsen.

I sidste ende er det bare en stolt træner og tidligere kollega, der siger farvel til en god spiller, en god holdkammerat og en kulturbærer

Kenneth Jonassen

'En af de bedste at træne med overhovedet'

Særligt i træningen har Jan Ø. Jørgensens betydning været enorm, fortæller de to verdensstjerner.

- I træninger har han været voldsom værdifuld. Han er en af de bedste at træne med overhovedet. Det er en rigtig vigtig mand i puslespillet, som vi mister, siger Anders Antonsen, imens Viktor Axelsen supplerer:

- Vi har haft mange gode træningstimer, hvor vi begge to har givet alt, og det tror jeg har været med til at gøre os til de spillere, vi er blevet til.

Axelsen behøver da heller ikke mange ord for at opsummere holdkammeratens betydning.

- Han har haft en enorm stor betydning for min karriere, lyder de flotte ord.

Trænerens forlængede arm

Kenneth Jonassen har både været holdkammerat med Jan Ø. Jørgensen og er nu landstræner for ham. For Jonassen har Jan Ø. på mange måder fungeret som en forlænget arm inde på banen.

- Han har været rigtig trendsættende for den gode kultur og den gode feedback på banen. Han har sat et exceptionelt højt niveau. Han har været med til at presse spillerne omkring sig til at blive bedre, siger han.

Jan Ø. Jørgensen jubler over sin sejr i finalen ved Thomas Cup i 2016 - en turnering, som Danmark vandt.

Landstræneren fortæller også, at den nu tidligere landsholdsspiller ikke har været bange for at give holdkammeraterne skideballer, hvis de ikke gjorde deres bedste. Hans betydning er i det hele taget ikke til at tage fejl af.

- I sidste ende er det bare en stolt træner og tidligere kollega, der siger farvel til en god spiller, en god holdkammerat og en kulturbærer, slutter Kenneth Jonassen.

Den nu tidligere landsholdsspiller flytter privat til Tyskland sammen med sin kone, håndboldspilleren Stine Jørgensen, der skal spille for Bietigheim i den kommende sæson.