Badminton

Kinesisk verdensstjerne stopper karrieren

Lin Dan opgiver at spille OL i Tokyo næste år, og i stedet indstiller han karrieren efter 20 år på topplan.

En af badmintonsportens største stjerner takker af.

På det sociale medie Sina Weibo - Kinas pendant til Twitter - meddeler Lin Dan lørdag morgen dansk tid, at han stopper karrieren.

De herresinglespillere, der er i toppen i dag, skylder Lin Dan en kæmpe tak

Jim Laugesen, TV 2 SPORTs badmintonekspert

Udskydelsen af OL i Tokyo til næste år har været med til at fremme karrierestoppet. Den femdobbelte verdensmester, der bliver 37 år 14. oktober, skriver, at hans fysiske form og smerter ikke længere tillader ham at kæmpe side om side med sine landsmænd.

- Der er taknemmelighed, modvilje og frustration. I den kommende tid håber jeg at tilbringe mere tid med min familie, og jeg vil også kigge efter nye "legepladser", skriver Lin Dan blandt andet og fortsætter:

- Jeg er taknemmelig for landets præstation, træneren for at træne mig, familien for at være sammen med mig, fansene for at støtte mig og de fremragende "modstandere", der inspirerede mig.

Et proppet pokalskab

Lin Dan har en imponerende medaljesamling. I 2008 og 2012 vandt han OL-guld, og ved siden af de fem VM-guldmedaljer ligger to VM-sølvmedaljer. Derudover har kineseren vundet det asiatiske mesterskab fire gange og All England seks gange.

I alt har han vundet 66 individuelle titler på seniorplan og 15 titler med det kinesiske landshold.

- Han har taget den rigtige beslutning. Spillemæssigt kan han ikke følge med mere, selv om han stadig har et højt niveau. Men en mand som ham kan ikke acceptere, at han ikke kan vinde turneringer, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der også hylder kineseren:

- Det er den største badmintonspiller gennem tiderne, der stopper. Når jeg siger det, ved jeg godt, at der er andre, der også har vundet mange titler, men han har på mange måder været skelsættende for udviklingen i badminton. Til dels med hans spil, som var en fryd for øjet, men også med hans måde at være på som kineser. Han er meget udadvendt, han viste følelser - og sit vaskebræt når han vandt - og han havde kant.

Topspillere skylder Lin Dan en tak

Laugesen fremhæver også Lin Dans mod til at gå imod det kinesiske badmintonforbund.

- Han tog et kæmpe opgør med det kinesiske forbund om at blive selvstændig. Konflikten kostede ham en hel sæson, hvor han blev udelukket fra turneringer, men han kunne fortsætte med at have Yonex som sin personlige sponsor og skulle kun spille i LiNing-tøj, når han repræsenterede det kinesiske landshold.

- De herresinglespillere, der er i toppen i dag, skylder Lin Dan en kæmpe tak. Uden ham havde sporten ikke været, hvor den er i dag. Turneringer ville stadig blive spillet i gamle træningshaller, og økonomien havde slet ikke været den samme, siger Jim Laugesen.

Var Peter Gades største rival

I løbet af sin 20 år lange karriere gjorde Lin Dan også badmintonlivet surt for mange danskere. Særligt Peter Gade havde problemer mod kineseren, da de begge spillede i verdenstoppen.

Den tidligere danske stjerne tabte således 17 ud af 21 kampe mod kineseren, blandt andet All England-finalen i 2004 og VM-semifinalerne i 2005 og 2011.

Selv om Lin Dan uden tvivl var med til at forhindre Peter Gade i at vinde flere titler, var der også en stor respekt mellem de to rivaler. Da Gade i 2012 takkede af, var det således også med en afskedskamp mod Lin Dan, der var rejst til Danmark.

Lin Dan lå nummer 19 på verdensranglisten, før coronavirus satte en stopper for internationale turneringer på højeste niveau.