Badminton

Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen hylder 'den største nogensinde'

Lin Dan og Peter Gade kender hinanden rigtig godt. Kineseren var blandt andet inviteret til Danmark for at spille mod Gade i hans afskedskamp. Liu Jin / Scanpix Denmark

To store danske badmintonnavne hylder Lin Dan som den største badmintonspiller nogensinde efter kineserens karrierestop.

Den største.

Sådan kan den kinesiske badmintonstjerne Lin Dan betegnes. I hvert fald hvis man spørger to af de bedste danske herresingler gennem tiderne. Den 36-årige kineser valgte lørdag at offentliggøre sit karrierestop. Dermed er en karriere på 20 år med 66 individuelle titler slut.

- Det er et meget specielt øjeblik for badmintonverdenen, når den største spiller nogensinde indstiller karrieren. Det er også specielt for mig personligt. Han er den største modstander, jeg nogensinde har haft, siger Peter Gade til TV 2 SPORT.

Jeg ser ham ikke som min onde ånd. Jeg er bare glad for, at jeg trods alt har nappet ham fire gange

Peter Gade om Lin Dan

Peter Gade var selv aktiv i Lin Dans storhedstid, og her var de to badmintonstjerner to af de største rivaler i sporten. Og i dag er Gade, der stoppede sin karriere i 2012, ikke bange for at overdrive kineserens betydning for sporten.

- Han skal bare være sindssygt stolt af sin karriere, og vi i badmintonverdenen skal være glade for at have haft en personlighed som ham i vores sport. Han har været med til at sætte badminton endnu mere på verdenskortet. Og jeg synes, han er en superstjerne. Han har vist, at man i badminton kan lave stjerner, som kan måle sig med de helt store idrætsgrene. Han er en kæmpe personlighed. Det har sporten haft behov for, og det har været fantastisk at følge.

Lin Dan gjorde i løbet af sin karriere også livet surt for de bedste danske badmintonspillere. Heriblandt Peter Gade, der tabte 17 ud af 21 kampe mod den kinesiske stjerne. Blandt andet All England-finalen i 2004 og VM-semifinalerne i 2005 og 2011.

- Jeg er sindssygt glad for at have kæmpet mod ham og have været en del af det. Det er jeg egentlig stolt over. Jeg ser ham ikke som min onde ånd. Jeg er bare glad for, at jeg trods alt har nappet ham fire gange, griner Peter Gade og fortsætter:

- På det tidspunkt var han helt vildt svær at slå. Men det lod jeg mig inspirere af, og jeg forsøgte at finde veje til at slå ham.

Han er fuldstændig unik. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til at gøre ham kunsten efter

Jan Ø. Jørgensen om Lin Dan

Selvom Lin Dan uden tvivl var med til at forhindre Peter Gade i at vinde flere titler, var der også en stor respekt mellem de to rivaler. Da Gade i 2012 takkede af, var det da også med en afskedskamp mod Lin Dan, der havde sagt ja til at komme til Danmark.

- Vi har et meget, meget respektfuldt forhold til hinanden. Jeg var meget beæret over, at han sagde ja til at komme og spille den sidste kamp med mig, og det var ligesom en gave fra ham til mig og det danske publikum. Det, synes jeg, var en meget stor gestus, siger Peter Gade.

'Han har revolutioneret sporten'

Det er ikke bare Lin Dans imponerende og massive medaljesamling, som blandt andet indeholder fem VM-titler, to gange OL-guld og seks All England-sejre, der indgyder respekt.

For ifølge den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen, der også stopper sin karriere i år, har Lin Dan betydet alverden for badmintonsporten.

- For mig er han den største nogensinde. Der har været perioder, hvor han nærmest har været uovervindelig.

I den første del af min karriere var han nærmest umulig at slå

Jan Ø. Jørgensen om Lin Dan

- Han har gjort så meget for sporten. Han har sørget for, at der er kommet så meget bedre økonomi og meget mere anseelse ind i badminton. Han har revolutioneret sporten, vil jeg sige. Og jeg er en af dem, der har prøvet at følge med i slipstrømmen af det, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Det er en spiller, jeg har rigtig, rigtig, rigtig, rigtig stor respekt for. Jeg vil ønske ham stort tillykke med at have ændret sporten og sat sit præg langt ud over, hvad man troede var muligt. Han har gjort så meget for sporten, og det skal man bare være ham taknemmelig for.

Jørgensen har ligesom Peter Gade mødt Lin Dan adskillige gange i sin karriere. Og særligt tidligt i danskerens karriere føltes det som en nærmest skræmmende opgave, når Lin Dan stod på den anden side af nettet.

- Jeg har spillet mod ham mange gange, og i den første del af min karriere var han nærmest umulig at slå. Jeg mødte ham i finalen i China Open i 2009, hvor jeg var rigtig ung. Og jeg kan bare huske, at jeg nærmest ikke kunne få et point i den kamp, før sættet allerede var tabt. I den periode var han nærmest umenneskelig, siger Jan Ø. Jørgensen, der tabte den omtalte finale med 21-12, 21-12.

Danskeren endte dog med en udmærket statistik mod Lin Dan. Således tabte Jørgensen "blot" 9 ud af i alt 16 indbyrdes opgør.

- Fysisk fik jeg vist ham ret tidligt, at jeg var klar til at gå langt ud. Så hvis han skulle slå mig, skulle han komme op med noget ekstra, siger Jørgensen.

Men nu er det slut. En utrolig karriere har nået sin ende. Og skal man tro Jan Ø. Jørgensen, kan der gå lang tid, før vi igen ser en så stor badmintonspiller. Hvis det da overhovedet kommer til at ske.

- Han er fuldstændig unik. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til at gøre ham kunsten efter, siger Jan Ø. Jørgensen, der bakkes op af Peter Gade:

- Jeg tvivler på, det nogensinde bliver overgået.

Udskydelsen af OL i Tokyo til næste år på grund af coronavirus har været med til at fremme karrierestoppet for Lin Dan. Den afgående kineser bedyrer, at hans fysiske form ikke tillader ham at konkurrere på topplan længere.

Lin Dan slutter karrieren som nummer 19 på verdensranglisten.