Badminton

Carsten Mogensen stopper på landsholdet

Carsten Mogensen under All England i 2019. Sportxpress / Ritzau Scanpix

Carsten Mogensen vil fortsat spille i badmintonligaen, efter at han har meddelt sit stop på landsholdet.

Den erfarne badmintonspiller Carsten Mogensen stopper på Det Nationale Elite Træningscenter i badminton efter 19 år.

Doubleveteranen er offer for, at Badminton Danmark har sammensat nye doublekonstellationer. Carsten Mogensen var tiltænkt en rolle i de nye konstellationer, men den tidligere OL-sølvvinder kunne ikke se sig selv i den tiltænkte rolle.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er desværre ikke lykkes at finde et projekt, hvor jeg kan se mig selv i det. Jeg havde håbet på at spille frem til 2024, men det skal selvfølgelig være i et projekt, hvor jeg kan se mig selv.

- Omvendt har jeg respekt for, at Badminton Danmark har valgt at prioritere de unge spillere i et længere perspektiv. Det er vemodigt at skulle herfra, men jeg vil fortsætte med at spille i Badmintonligaen og bruge tid på min sportsforretning, så jeg har heldigvis rigeligt at tage mig til.

- Jeg vil også gerne benytte muligheden for at takke alle dem, som har hjulpet mig gennem min karriere. Det har betydet rigtig meget, siger Carsten Mogensen.

Forbund sætter erfaring og talent sammen

36-årige Mogensen udgjorde i mange år en succesfuld doublekonstellation med Mathias Boe, som i april valgte at stoppe karrieren. Boe og Mogensens samarbejde ophørte i marts 2019.

Siden har Carsten Mogensen spillet sammen med Mads Pieler Kolding, men 32-årige Kolding har fået en ny makker.

Badminton Danmark satser i fremtiden på to nysammensatte herredoubler, der udgøres af en erfaren og en talentfuld spiller.

Mads Pieler Kolding og Frederik Søgaard skal udgøre den ene duo i landsholdstræningen, mens Niclas Nøhr og Mathias Christiansen skal udgøre den anden herredouble.

I mixeddouble satser badmintonforbundet på Niclas Nøhr og Amalie Magelund og duoen Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby.

- Vi har en klar ambition og målsætning om at vinde medaljer til Danmark, og hvis vi skal fortsætte med at gøre det, er det selvsagt vigtigt at få fremtidens spillere med.

- Derfor har vi kigget på, hvordan vi kan lave nogle nye konstellationer som bedst muligt understøtter næste generation af topspillere i deres udvikling, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.