Badminton

Han blev tosset, hvis de andre slækkede på træningen - måtte hentes i omklædningsrummet

Carsten Mogensen har stået øverst på en præmieskammel til en international turnering for sidste gang. Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Carsten Mogensen får stor ros af to tidligere trænere, som også fortæller om en ekstrem træningsiver.

En stor badmintonpersonlighed har takket af på landsholdet. Tirsdag sluttede det officielt for Carsten Mogensen efter 19 år.

Mogensen havde et ønske om at fortsætte samarbejdet med sin makker Mads Kolding, men det kolliderede med Badminton Danmarks strategi.

Derfor så han ingen anden udvej end at stoppe.

Hvis de andre stod og ikke rigtig var der i en øvelse, blev han sgu tosset

Claus Poulsen, tidligere landstræner

Han kunne ganske enkelt ikke se sig selv begynde helt forfra.

- Min karriere er der, hvor jeg ikke havde mod på at skulle begynde forfra igen. Min og Mathias Boes karriere har jo været helt enestående.

- At skulle begynde forfra og måske ikke rigtig vide, hvad det bliver til - der var jeg ikke, siger Carsten Mogensen til TV 2 SPORT.

Han har i løbet af sin karriere stået øverst på podiet ved All England to gange, vundet sæsonfinalen tre år i streg og hentet både VM- og OL-sølv.

Men titlerne er bestemt ikke kommet uden hårdt arbejde.

'Det gider jeg ikke at spilde min tid på'

Carsten Mogensen har nemlig altid gået forrest til træning. Hans tidligere træner Claus Poulsen fortæller, at han faktisk ikke kan huske en træning, hvor doubleprofilen ikke gav sig '180 procent'.

Mathias Boe og Carsten Mogensen under en kamp ved European Games i 2014, hvor Danmark vandt guld.

Men det betød også, at han ikke var bange for at forlange noget af sine holdkammerater.

- Hvis de andre stod og ikke rigtig var der i en øvelse, blev han sgu tosset. Det har vi haft et par kampe omkring - på den gode måde. Det holdt også os trænere skarpe, fortæller Claus Poulsen, der var træner for Boe/Mogensen fra 2010-2012.

Enkelte gange kom det så vidt, at Mogensen udvandrede fra træningen.

- Til tider måtte jeg ud og hente ham i omklædningsrummet, hvor han sagde, at han ikke gad at træne mere, hvis ikke det blev bedre.

- Så måtte jeg hente ham, og så blev det godt igen, eller også var det bedst, at der var en enkelt dag, hvor vi ikke trænede, siger Claus Poulsen, der understreger, at Mogensens træningsiver var med til at gøre de andre spillere bedre.

- Hvis ikke kvaliteten var der fra de andres side, kunne han sagtens sige 'jamen fint, så går jeg bare, det gider jeg ikke at spilde min tid på'. Så havde vi selvfølgelig en snak om det. Det er meget få gange, han har gjort det.

'Et afsindig stort teknisk talent'

Og den ekstreme træningsstil har på ingen måde været forgæves. Pokalskabet bugner i karrierens efterår, og Steen Pedersen, der i sin tid satte Mathias Boe og Carsten Mogensen sammen, tøver ikke med at rose sin tidligere kollega.

- Han har haft en fantastisk karriere. Han var et afsindig stort teknisk talent helt fra sin ungdomstid.

- Dem har vi nogle stykker af i Danmark, men det er ikke alle, der formår at tage det helt op i verdenstoppen. Det har Carsten gjort, og det er fantastisk flot, siger Steen Pedersen til TV 2 SPORT.

Mathias Boe og Carsten Mogensen stod øverst på podiet et hav af gange.

Claus Poulsen er enig.

- Han kunne nogle ting teknisk på et meget, meget højt niveau, siger han.

Comebacket fra hjerneblødningen, der siger alt

I februar 2016 løb Carsten Mogensen ind i en uforudset udfordring.

Han faldt om på sit hotelværelse under en turnering i den russiske by Kazan, fordi han var blevet ramt af en hjerneblødning.

Otte måneder efter operationen lå han og Mathias Boe på imponerende vis igen nummer ét på verdensranglisten.

- Det er der ikke andre end mig, der har gjort. Jeg er rigtig stolt af, hvad jeg har fået ud af min karriere, siger Carsten Mogensen.

Men faktisk overrasker det ikke hans tidligere træner, at det lykkedes Mogensen at komme tilbage.

- Jeg synes, det beskriver, hvilken person han er. Hvis han beslutter sig for noget, gør han det. Det har altid været hans kendetegn, siger Claus Poulsen.

Carsten Mogensen har haft sin sidste træning med landsholdet. Han fortsætter dog med at spille badminton for Skovshoved i Badmintonligaen.