Badminton

Landstræner ser gode muligheder i lodtrækninger

Kenneth Jonassen (th.) er positiv efter de to lodtrækninger til VM. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Thomas og Uber Cup skal efter planen spilles i Aarhus fra 3.-11. oktober. Mandag blev der trukket lod.

Cheflandstræner i badminton Kenneth Jonassen udtrykker tilfredshed med lodtrækningerne til verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold.

De danske badminton herrer er kommet i gruppe med Indien, Tyskland og Algeriet i Thomas Cup, mens kvinderne i Uber Cup er kommet i gruppe med Thailand, Canada og Skotland.

Det viser mandagens lodtrækning i Det Internationale Badmintonforbund, BWF.

- Det er afgjort to positive lodtrækninger, der giver forhåbninger, siger landstræneren i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.

VM for landshold er ekstra spændende i år set med danske briller, da Thomas og Uber Cup 2020 spilles fra 3.-11. oktober i Ceres Park i Aarhus.

- For damerne er det en god gruppe at komme i, men det er samtidig en gruppe, hvor der kommer pres på, siger Jonassen.

- Der er ingen tvivl om, at Thailand er favoritter, så kampen bliver alt andet lige mellem de tre øvrige nationer, herunder Danmark. Vi er favoritter i begge opgør, men ingen af dem er givet, siger han.

Vi krydser under alle omstændigheder fingre for, at eventen kan lykkes

Kenneth Jonassen

Om herrernes lodtrækning siger landstræneren:

- Der er ingen tvivl om, at herreholdet er landet i en god gruppe. Algeriet er en relativt blød modstander, og i opgøret med Tyskland er vi klare favoritter.

- Ikke mindst venter der så et spændende, på papiret, gruppefinaleopgør med Indien, hvor vi kommer til at stå over for den forhåbentlig første alvorlige test.

På grund af coronakrisen er en række store turneringer i Asien blevet aflyst i september. VM for landshold bliver dermed den første store internationale badmintonbegivenhed i kalenderen.

- Vi kommer til at søge at ramme en formtop til det her tidspunkt, men der er trods alt også en del usikkerhedsmomenter i spil.

- Blandt andet den faktor, at det efterhånden er rigtig længe siden, at vores spillere sidst har været i turneringskamp - men det er jo trods alt noget, der er ens for alle.

- Vi krydser under alle omstændigheder fingre for, at eventen kan lykkes, således badminton atter kommer i gang på den internationale scene til gavn for såvel spillere som fans verden over, siger Jonassen.