Badminton

For første gang i seks år: Axelsen spiller i den danske liga

Viktor Axelsen spillede sidst en dansk ligakamp i november 2014. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

All England-vinderen tørner tirsdag aften ud for de danske mestre, Skovshoved, mens der fortsat er pause fra de internationale badmintonturneringer.

2120 dage.

Så lang tid siden er det, at badmintonstjernen Viktor Axelsen sidst var på banen i den danske badmintonliga. Tirsdag aften er han dog tilbage på holdkortet hos Skovshoved, når de danske mestre indleder sæsonen på udebane mod Værløse.

Vi er ikke helt kede af at få styrket holdet med en stjerne af den kaliber

Henrik Parkhøi, formand i Skovshoved

Man skal helt tilbage til november 2014 for at finde seneste gang, Viktor Axelsen repræsenterede en klub i den danske liga. Her spillede han i efteråret fire kampe for netop Værløse, som han var tilknyttet dengang.

Har fravalgt den danske liga

Sæsonen før det spillede han ikke i ligaen, mens han i 2012/2013-sæsonen og årene forinden tørnede ud for barndomsklubben, Odense OBK.

Danske badmintonfans har altså kigget langt efter Viktor Axelsen i en årrække, hvilket skyldes, at All England-vinderen har prioriteret at fokusere hundrede procent på de store, internationale turneringer. Dermed har han fravalgt Badmintonligaen for at undgå en alt for stresset kalender.

Samtidig har der heller ikke været et økonomisk incitament i at stille op for de danske klubber. I stedet har Axelsen - og andre danske stjerner som eksempelvis Mathias Boe - i flere omgange prioriteret den indiske liga, hvor større pengesummer og en anderledes struktur med en komprimeret afvikling har været mere tiltalende.

I Skovshoved glæder formand Henrik Parkhøi sig over, at Axelsen nu igen er at finde på et holdkort i den danske liga.

- Jeg ser det som en win-win-situation for både Viktor og os. Han får lov at spille nogle kampe, hvor der er point på spil, og vi får mulighed for at skabe en god oplevelse for Skovshoveds medlemmer og andre badmintonfans.

- Og så er det klart, vi ikke er helt kede af at få styrket holdet med en stjerne af den kaliber, siger Henrik Parkhøi til TV 2 SPORT og oplyser samtidig, at han ikke ønsker at gå i detaljer omkring parternes aftale vedrørende deltagelsen på holdet.

Holdopstillingen til kampen mellem Værløse og Skovshoved.

Mangel på internationale turneringer

Lige for tiden har coronapandemien sat de internationale turneringer på standby. Ikke siden 15. marts, hvor Viktor Axelsen vandt All England-finalen i herresingle, har der været afviklet internationale turneringer. Næste turnering i kalenderen forventes at være VM for herre- og damehold, der indledes 3. oktober i Danmark.

Coronapandemien var også grunden til, at afslutningen på 2019/2020-sæsonen i Badmintonligaen blev udskudt til juni, hvor fire klubber deltog i et afbudsramt Final 4-stævne i Brøndby Hallen. Her løb Skovshoved med DM-titlen, efter de havde slået Værløse, som de altså også indleder denne sæson imod.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger ønskede Skovshoved allerede dengang at gøre brug af Viktor Axelsen i Final 4, men da han blot havde været tilknyttet klubben og ikke repræsenteret Skovshoved i løbet af sæsonen, forhindrede reglerne ham i at stille op.

Prominente navne i den danske liga

Tirsdag aften får han dog sin debut for Skovshoved, ligesom han forventeligt er med torsdag, når mestrene på hjemmebane møder Gentofte i anden runde. Derfra er det uvist, om Axelsen kommer til at spille flere ligakampe i sæsonen. Det vil givetvis afhængig af hele situationen omkring coronapandemien.

- Lige nu er situationen så usikker omkring corona, så man ved ikke, hvad der sker. Så en af de ting, man skal passe på med, det er at udtale sig alt for klippefast omkring de ting. Vi tager det hen ad vejen, slår Skovshoved-formand Henrik Parkhøi fast.

Verdens nummer fire i herresingle, Viktor Axelsen, er ikke det eneste prominente navn, der tirsdag aften kan opleves i de danske badmintonhaller.

Aarhus-drengen Anders Antonsen, der ligger nummer tre i verden, er efter et års pause fra Badmintonligaen tilbage på holdkortet hos Aarhus AB, som han op til sidste sæson trofast har repræsenteret i ligaen siden 2014.