Badminton

VM-udskydelse er et udtryk for egoistisk tankegang i asiatiske lande

TV 2 SPORTs badmintonkommentator mener, at udskydelsen af VM og aflysningen af Denmark Masters er trist.

Det er en katastrofe for badmintonsporten. Intet mindre.

Tirsdagens officielle udmelding om at Thomas/Uber Cup endnu en gang skal udsættes, og at Denmark Masters bliver aflyst, er et udtryk for en mærkværdig og egoistisk tankegang i de asiatiske lande. For det er som sådan ikke forbundene, der melder afbud til de her danske turneringer. Det er derimod de enkelte spillere, der har meldt tilbage til deres forbund, at de ikke ønsker at rejse til Danmark. Hvorfor, kommer jeg ind på om lidt.

For lad os overveje konsekvenserne et kort øjeblik. Indtil videre ser det ud til, at Badminton Danmark sammen med det internationale badmintonforbund, BWF, holder fast i at gennemføre Denmark Open. Det er anerkendelsesværdigt og bestemt et lyspunkt i disse tider. Men lad os være ærlige. Det bliver en decimeret turnering, når afbuddene fra Asien formentligt regner ind over Badminton Danmark. Det bliver nok et udvidet DM med måske et par få asiater og ellers europæiske spillere, der kommer til Danmark. Men jeg skal se det, og jeg vil støtte det 100 procent.

Jeg kan også se, at BWF endnu ikke har aflyst de to-tre turneringer, der skulle have været spillet i Asien i november måned. Men det kan kun være et spørgsmål om tid, inden der kommer en officiel melding om aflysning der. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan spille derude, når man ikke kan i Danmark.

Det efterlader et totalt kaos i BWF. For hvornår kan de internationale turneringer så sættes i gang? I starten af 2021 foreslår nogle. Men hvad er der forandret i januar i forhold til lige nu? Coronavirussen hærger stadig verden på det tidspunkt. Og intet er vel ændret, før der kommer en vaccine, hvilket stadig har lange udsigter. Så hvornår skal World Touren sættes i gang igen? Det må være et gigantisk spørgsmål, som BWF og generalsekretær Thomas Lund grubler over i disse dage.

Store ressourcer tre gange

Jeg vil også gerne lige sende et par velmenende tanker til Badminton Danmark, til direktør Bo Jensen og alle hans medarbejdere, der har knoklet hårdt for at sætte et system op i Danmark i oktober, hvor vi kunne have afviklet hele tre kæmpe turneringer under sikre forhold.

Badminton Danmark har gjort ALT for at lave det sikkert for alle deltagende spillere og officials. Masser af tests, temperaturmålinger på samtlige, der skulle ind i hallen, og i det hele taget et system, der ville holde spillerne i en boble og væk fra ydre påvirkning. På den måde nærmest mere sikkert at befinde sig i den boble end alle andre steder.

Badminton Danmarks folk har brugt enorme ressourcer hele tre gange nu, da turneringen nu er udsat for tredje gang. Det slider, og jeg forstår godt, at man i Danmark ikke ønsker at sætte en turnering op igen til februar med risiko for at lave en masse forarbejde og så aflyse igen 14 dage før.

Køber ikke bekymringen om corona

Og hvorfor er det så, at de asiatiske lande meldte fra på stribe til de tre danske turneringer? Det handler ikke kun om frygten for at få covid-19. Men i stedet om en fejl BWF lavede tidligere på året. Efter All England besluttede BWF nemlig at fryse ranglisten og erklærede, at der ikke var flere point at hente til ranglisten og til OL-kvalen resten af året. Det ville der først være igen efter All England 2021.

Og hvis man så tænker på, at i de fleste asiatiske lande er spillerne aflønnede af de forskellige forbund og kun får en procentdel af de indspillede præmiepenge (procentdelen afviger fra land til land), jamen hvad er så incitamentet for de asiatiske spillere for at rejse til Danmark?

De tjener ikke rigtigt noget på det økonomisk, og der er ikke nogen point på spil til rangliste eller OL. I den situation valgte de altså at tænke, at det eneste, de risikerer, er at samle en virus op, og så tænker de overhovedet ikke langsigtet eller på sportens ve og vel. Tro mig, hvis der havde været OL-point på spil, så havde de stået her alle sammen til Thomas/Uber Cup og til Denmark Open og Denmark Masters. Så jeg køber ikke bekymringen om corona.

Trist for sporten

Aflysningen får til gengæld store økonomiske konsekvenser hos de danske spillere, der er noget mere afhængige af, at turneringerne bliver spillet. Både i forhold til præmiepenge men sandelig også i forhold til egne sponsorer. Det er også derfor, vi de sidste par uger har set flere danske stjerner henvende sig på sociale medier til de asiatiske badmintonspillerne og fortalt om, hvor sikkert det egentligt ville være, at de kom til Danmark.

Men de asiatiske spillere kom ikke, og nu er sæsonen mere eller mindre aflyst for 2020. Ingen aner, hvornår det hele starter op igen. Imens kan vi se cykling i Frankrig, fodbold fra hele verden, tennis, NFL, basketball, håndbold og tænke over, om seerne finder andre kanaler, og om sponsorerne finder andre idrætsgrene at støtte.

Det er i sandhed trist for badminton som sport det her. Men jeg er bange for, at mange af de asiatiske spillere kun har egne interesser og OL for øje og ikke har gennemtænkt, hvilke konsekvenser det her kan få for den sport, de trods alt elsker.

Jeg ville ønske, at vi kunne få genindført spil om ranglistepoint med øjeblikkelig virkning. Jeg ville ønske, at man holdt fast i at afvikle planlagte og forsvarlige turneringer. Så må de, der har lyst, spille. Og de andre kan sidde derhjemme i deres sofa og kigge på.

Der skal træffes store beslutninger i BWF. Og gerne hurtigt tak.