Badminton

- Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne spille så elendigt, siger Astrup

Anders Skaarup og Kim Astrup kunne ikke selv finde forklaringen på deres lave niveau i anden runde.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

Mimikken var minimal, men ordene var store hos Kim Astrup og Anders Skaarup.

Efter et sensationelt nederlag i Denmark Opens anden runde til et andet dansk par havde de svært ved at forklare, hvad der ikke fungerede for dem.

- Jeg kan starte med at gro et par nosser. Jeg spillede som om, jeg var en fortabt søn et eller andet sted ude i verden. Jeg fatter slet ikke, hvordan jeg kunne spille så elendigt, som jeg gjorde.

- Jeg stod og var én stor undskyldning derinde, og det føler jeg egentlig, jeg har sagt før. Det pisser mig fuldstændig af, at jeg har den følelse igen. Vi har så meget større ambitioner end det her, så den er lidt hård at sluge, lyder de skuffende ord fra Kim Astrup til TV 2 SPORT.

Doublemakkeren fortæller, at de ellers har trænet godt i coronapausen, men at topniveauet var helt væk mod Joel Eipe og Rasmus Kjær.

- Vi har trænet i lang tid. Vi har trænet godt og hårdt. Når der så er nogle helt basale ting, der ikke fungerer, så er det en katastrofe, synes man selv. Det var slet ikke de ambitioner, vi gik ind med. Vi kan godt tåle at tabe, hvis vi har spillet godt, men jeg tror, hvis man ser kampen, så var det mere eller mindre amatørniveau. Men cadeau til dem. De spiller godt, siger Skaarup.

Kim Astrup og Anders Skaarup prøver at forklare deres sensationelle nederlag i anden runde ved Denmark Open. Video: TV 2 SPORT

Var forberedt på mental kamp

Allerede fra første bold var det tydeligt, at Kjær og Eipe forsøgte at ryste deres landsmænd mentalt.

Når boldene blev vundet, blev der råbt ekstra højt. Det var en helt bevidst strategi fra den unge double, hvis de skulle have en chancen.

- Vi ved godt, at hvis vi spiller vores bedste, og de spiller deres bedste, så vinder vi ikke.

- Så vi ville se, om vi kunne ryste dem en lille smule og lægge et kæmpe pres. Jeg kan ikke forestille mig, der er dårlig stemning mellem os bagefter. Det er mere et tegn på respekt, fordi vi vidste, vi skulle finde noget ekstra frem, hvis vi skulle slå dem. Det var en måde at gøre det på, siger Rasmus Kjær.

Den erfarne herredouble var dog klar på, at deres modstandere ville køre et mentalt spil for at komme med noget ekstra.

- Vi var egentlig forberedt på det, og der var ikke rigtig noget anderledes der end til en normal træning. Det gjorde ikke så meget. Det var ikke det, der gjorde udfaldet, fortæller Astrup, som sammen med makkeren er nummer 12 på ranglisten.

Mens Anders Skaarup og Kim Astrup dermed fortsat har sin første Denmark Open-kvartfinale til gode, kan verdens nummer 125, Rasmus Kjær og Joel Eipe se frem til at spille den fredag mod enten et engelsk eller fransk par. Kampprogrammet for fredag er endnu ikke offentliggjort.