Badminton

Jan Ø. ville vise respekt for arbejdet - men da han kiggede rundt, ramte følelserne

Selvom Jan Ø. Jørgensen var påvirket af situationen under hele kampen mod Anders Antonsen, er han stolt af det, han har leveret.

Glad, stolt og overvældet.

Det er alle ord, der kommer fra Jan Ø. Jørgensen, efter han har spillet karrierens sidste kamp.

Den 32-årige nordjyde meddelte tidligere på året, at han ville stoppe karrieren efter Denmark Open, og da han tabte i to sæt til Anders Antonsen, var det hele fordi.

- Jeg kunne mærke, inden jeg gik i gang, at jeg gerne ville prøve at spille og have respekt for det stykke arbejde, der er. Men jeg kunne mærke, at det var fuldstændig umuligt. Da jeg gik ind, måtte jeg kigge ned i jorden og ikke få så meget øjenkontakt med nogen, jeg kendte, eller se Anders i øjnene, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg prøver på at spille den lille chance, jeg har, men så er der nogle af gutterne, der rejser sig op, og så bliver man mindet om det hele. Jeg ser min far og søster, der sidder derude, og der er spillere, der har betydet noget for min karriere på godt og ondt. Det er vildt.

- Jeg havde slet ikke regnet med det her. Jeg havde talt det ned inden, for jeg vidste ikke, hvor jeg var henne. Usikkerheden har gjort, at jeg tager alt ind. Jeg trækker vejret og ser, hvad der sker. I alle kampene har jeg nået at kigge rundt, mærket det og tage det ind. Den her lille uge har været en kæmpe gave. Corona eller ej, siger Jan Ø.

Jan Ø. Jørgensen var grædefærdig efter kampen.

Perfekt afslutning mod Antonsen

Undervejs og efter kampen var der stor respekt mellem Anders Antonsen og Jan Ø. Jørgensen, og det er sidstnævnte taknemmelig for.

- Anders er verdensklasse og er helt deroppe. Jeg føler på en eller anden måde, jeg har andel i det. Det er jeg stolt af. Det er bare full circle. Det bliver meget kliché. Men alt er godt, siger Jan Ø.

Jan Ø. Jørgensen er med sin sejr i 2010 den seneste danske vinder af herresinglerækken i Denmark Open. På hans cv finder man desuden blandt andet sejre i French Open, China Open og Indonesia Open samt en VM-bronzemedalje.

Anders Antonsen fulgte Jan Ø. Jørgensen ud af banen.