Landstræner har sjældent set mage
Anders Antonsen er tilfreds med sin egen præstation mod Chou Tien Chen, og landstræner Kenneth Jonassen sender store roser til danskeren.
Anders Antonsen smed sig ned på knæ og brølede sin glæde ude.
Den 23-årige dansker storjublede, efter han havde besejret Chou Tien Chen i to sæt i semifinalen i Denmark Open.
Dermed fik Antonsen også revanche fra All England, hvor han måtte forlade turneringen i en kørestol. Det skete i semifinalen mod selvsamme Chou Tien Chen.
Var det her den helt perfekte revanche efter All England, hvor du blev kørt ud i en kørestol?
- Ja, det var det. Jeg har tænkt meget på den kamp, siden det skete. Jeg havde en fornemmelse af, at det gik i den rigtige retning, da jeg blev skadet til All England. Så jeg har været ivrig efter at få en mulighed for at gøre det om. Jeg synes, at jeg spiller en god kamp, så det var den perfekte revanche, siger Anders Antonsen til TV 2 SPORT.
"Leverer på højeste hylde"
Antonsen forklarede, at han forsøgte at holde hovedet koldt, da han vidste, at en stor del af det gode spil kommer, hvis han er mentalt ovenpå.
- Det er meget mentalt og handler meget om, om man kan holde overblikket derinde. Man skal holde sig til den plan, man har lagt og ikke lade følelser og andre ting tage over, siger danskeren.
Landstræner Kenneth Jonassen var også meget stolt over det, han så inde på banen. Han havde kun rosende ord til overs for både Rasmus Gemke og Anders Antonsen, der begge er finaleklar.
- Jeg kunne næsten ikke bede om mere. Jeg har to spillere i dag, der har leveret på højeste hylde. De har håndteret vores gameplan, så jeg er meget stolt, siger Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT.
Det var ikke kun Anders Antonsen, der jublede stort efter sejren. Tv-billederne viste, at smilet også var stort hos Kenneth Jonassen.
- Det er stoltheden og måden, han (Anders Antonsen, red.) eksekverer planen på. Jeg synes, at det var en exceptionel moden omgang badminton, som sjældent er set. Der er ingen tvivl om, at jeg sidder med et stort smil, når de to drenge skal møde hinanden, siger Jonassen.
Ingen dansk herresingle har vundet Denmark Open siden 2010, hvor netop pensionerede Jan Ø. Jørgensen strøg til tops.