Badminton

Kramperamt Gemke måtte bæres frem til interview

Rasmus Gemke var fysisk ramt efter Denmark Open-finalen mod Anders Antonsen, og han måtte hjælpes frem til mixed zone.

Man kan ikke klandre Rasmus Gemke for ikke at give alt, hvad han har i sig.

Den danske badmintonspiller tabte Denmark Open-finalen til Anders Antonsen efter tre hårde og udmattende sæt.

Gemke var så ramt af kramper efter finalen, at han måtte støttes på vej i mixed zone, hvor spillerne giver interview.

- Der er ingen tvivl om, at min krop ikke har det så godt lige nu her. Det har været en hård uge – især en hård kamp i dag mod Anders, hvor jeg virkelig fik lov til at komme rundt på banen. Kropsmæssigt er jeg lidt træt, siger Rasmus Gemke til TV 2 SPORT.

- Det er herresingle. Det er hårdt arbejde og hårde kampe. Det er fem kampe på en uge, og det gør ondt i kroppen, og du får lov til at slide. Men det er også det fede ved det.

Anders Antonsen vandt Denmark Open efter tre sæt mod Rasmus Gemke Video: TV 2 SPORT

"Stor cadeau til Anders"

Rasmus Gemke kom ellers godt fra start mod Anders Antonsen, da han vandt første sæt med 21-18. Gemke havde også mulighed for at komme tæt på afgørelsen i andet sæt, men i stedet var det Antonsen, der snuppede det.

- Jeg føler egentlig, at jeg prøver at gøre det rigtige – især ved 19-19, hvor jeg prøver at tage et ryk på forbanen, hvor jeg presser den lidt for langt ud. Jeg prøver at spille det rigtige spil, men det glipper. Men stor cadeau til Anders, siger Gemke.

Efter interviewet med TV 2 SPORT måtte Gemke langsomt trisse tilbage fra mixed zone, hvor han også fik støtte af to hjælpere.

Rasmus Gemke måtte både støttes frem og tilbage fra mixedzone.