Badminton

Dansk par triumferer efter slem forskrækkelse

Den danske mixed double med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje vandt Super 100-turneringen SaarLorLux Open, da de slog vinderne af Denmark Open.

For første gang i deres tid som mixed double-makkere lykkedes det søndag 26-årige Mathias Christiansen og 20-årige Alexandra Bøje at vinde en World Tour-turnering.

Sejren i den tyske turnering SaarLorLux Open kom i hus, efter danskerne vandt finalen 21-15, 19-21, 21-11 over tyskerne Mark Lamsfuss og Isabel Herttrich, der for bare to uger siden vandt den traditionsrige turnering Denmark Open.

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje rangerer som nummer 28 i verden, mens modstanderne ligger nummer 17, og ved netop Denmark Open tabte den danske mixed double til Lamsfuss og Herttrich i kvartfinalen.

Allerede fra starten af kampen var det tydeligt, at danskerne var opsat på at få revanche.

Efter stillingen 5-5 i opgørets indledning satte Christiansen og Bøje sig fuldstændig på tingene, og første sæt blev sikkert kørt i hus med 21-15.

Dansk forskrækkelse

De gode takter fortsatte i andet sæt, men foran 5-2 blev danskerne ramt af en slem forskrækkelse.

Mathias Christiansen var på vej over i sin forhåndsside for at slå til bolden, da han vred voldsomt rundt på sin højre fod.

Her vrider Christiansen om på sin højre fod.

Smerten var ikke til at tage fejl af, når man så danskerens ansigt. Alligevel kom han på højkant igen, efter han havde modtaget behandling på banen.

Fire minutter efter uheldet blev kampen genoptaget, og i de første dueller kunne man fornemme, hvordan tyskerne prøvede at udfordre Mathias Christiansen for at se, hvad han kunne holde til.

Sejr efter tre sæt

Stille og roligt fik han spillet sig varm, men det samme gjaldt den tyske mixed double, der formåede at vinde andet sæt 21-19.

Da det hele skulle afgøres, viste den danske mixed double, at de var bedst spillende i store dele af kampen. Fra starten af tredje sæt var Christiansen og Bøje foran, og de gav aldrig slip på overtaget, inden de vandt det afgørende sæt 21-11.

Det er makkerparrets første internationale turneringssejr i næsten et år, og samtidig er det første triumf på World Touren.

I herredouble blev det også til dansk sejr, da Jeppe Bay og Lasse Mølhede vandt danskeropgøret 21-13, 21-15 over Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri.

Til gengæld fik Amalie Magelund og Freja Ravn ikke et ben til jorden i damedouble, hvor de tabte 8-21, 11-21 til Gabriela og Stefani Stoeva fra Bulgarien.