Badminton

Danske stjerner bliver overvåget - har fået advarsel

I Thailand lever danske badmintonspillere under ekstreme forhold, der minder om noget fra en film. Nat og dag bliver de overvåget af myndighederne.

Inden længe får danske spillere lov til at prøve kræfter med international badminton igen, når udskudte Super 1000-turneringer fra 2020-kalenderen bliver afviklet fra 12. januar. Sportsgrenen er, som den plejer at være, men livet uden for banen tvinger spillerne ud i en mental krig mod dem selv.

Jeg var lidt chokeret over, at der var kameraer ude på gangen. Vi vidste det ikke

Mia Blichfeldt, dansk badmintonspiller

Anders Antonsen, Viktor Axelsen, Anders Skaarup, Mia Blichfeldt og flere andre danske badmintonstjerner kæmper med at gøre sig klar til turneringerne under ekstreme coronarestriktioner i Bangkok.

Badmintonturneringer i januar

  • Asia Open I (Super 1000-turnering) – 12.-17. januar 2021
  • Asia Open II (Super 1000-turnering) – 19.-24. januar 2021
  • HSBC BWF World Tour Finals 2020 (sæsonfinalen) – 27.-31. januar 2021

De sidder alene på hver deres hotelværelse. I deres egen lille boble. Afskåret fra omverdenen. I hvert fald fra deres eget perspektiv.

For i en kommandocentral - ikke langt derfra - sidder en masse thailandske regeringsmænd i militæruniformer med blikket stift rettet mod fire store monitors. Skærmene viser hver spillers bevægelse. Dag ud og dag ind. Også når mørket falder på, og natten lægger sig henover den thailandske storby.

- Det er lidt mærkeligt. De sidder og kigger med fra regeringen og holder øje med, at vi ikke forlader vores værelse og gør ting, vi ikke må. Det er et rimelig stramt setup. Hvis vi står for tæt, er de henne og fjerne os fra hinanden, fortæller den forsvarende Denmark Open-vinder, Anders Antonsen, til TV 2 SPORT.

Den konstante overvågning sker som et led i, at de thailandske myndigheder vil sikre, at coronavirus ikke breder sig, løber løbsk og potentielt sætter en stopper for de udskudte badmintonturneringer.

Derfor har regeringen taget overvågning i brug, ligesom spillerne bogstaveligt talt befinder sig indespærret, når de ikke træner i hallerne, som de får lov til at gøre én gang om dagen af fem kvarters varighed.

Et tiltag, der først trådte i kræft for nyligt, hvilket betød, at spillerne udelukkende befandt sig på deres værelser - totalt isoleret - i løbet af de første tre dage, de var i Thailand.

- Der skal helst ikke være nogen smittetilfælde. De gør noget for det, og de er virkelig strikse med alt. De spritter nærmest elevatoren af hver eneste gang, der har været en person inde i den, lyder det fra Antonsen.

Det prikker lidt i ens egne rettigheder, at folk holder øje med os

Sara Thygesen, dansk badmintonspiller

Helt konkret bliver spillerne ringet op, når de har tilladelse til at gå ned i de busser, der skal fragte dem hen til hallen, hvor de kan træne.

Man må maksimalt være to personer i elevatorerne, de skal holde afstand til hinanden, og alle måltider leveres direkte til døren.

Kommandocentralen er fyldt op med myndighedspersonale, der følger med i spillernes bevægelser 24 timer i døgnet.

Har allerede fået en advarsel

Så ekstreme restriktioner gør det svært at bryde reglerne uden at blive opdaget.

Men hvis man ikke er helt med på, hvad der er tilladt og forbudt, så er det naturligvis også svært at lure, hvor grænsen går.

Det fik flere af spillerne at mærke allerede på dag nummer to i det thailandske, hvor værelseskulleren meldte sig. Harmløst åbnede nogle af spillerne deres værelsesdør ud til gangen, så de kunne tale sammen, mens de spiste frokost.

Men abrupt blev de afbrudt af ledelsen på hotellet, som var blevet informeret om frokostaktiviteten af regeringens kommandocentral. Det fortæller tidligere nummer 12 på verdensranglisten Hans-Kristian Vittinghus.

- Vi fik en officiel advarsel, hvor vi fik at vide, at vi straks skulle gå ind på værelserne igen. Sådan bliver det de første 14 dage. Det må vi acceptere. Sikkerhedstiltagene er noget andet hernede end derhjemme. Det ville ikke kunne lade sig gøre i Danmark eller Vesten generelt, siger han.

Hans-Kristian Vittinghus under Denmark Open i Odense i oktober 2020.

Tidligere Danmarksmester i damesingle Mia Blichfeldt giver sin landsmand ret og tilføjer, at hotellets højtalersystem sågar er blevet taget i brug som en foranstaltning, der skal sikre, at situationen ikke gentager sig.

- Jeg var lidt chokeret over, at der var kameraer ude på gangen. Vi vidste det ikke. Efter andendagen, hvor vi havde fået en advarsel, begyndte der at komme en voice-over (en stemme i højtaleren, red) ude på gangen. Folk stak hovederne ud. Vi tænkte: ”Brænder det, eller hvad er det, han siger", fortæller Mia Blichfeldt.

Anderledes oplevelse

Sara Thygesen, der blandt andet skal spille double med Maiken Fruergaard i Asia Open I, erkender, at hun virkelig er kommet på udebane under restriktionerne i Thailand.

- Man kan godt mærke, at man ikke er i Danmark. Det er lige på og hårdt herude. Vi må indordne os, der er ikke andet for.

- Men det prikker lidt i ens naturlige og egne rettigheder, at folk holder øje med os. Sådan er det åbenbart herude. Hjemme er vi bare vant til selvdisciplin, hvor der hernede ikke er tiltro til en, så de bliver nødt til at overvåge os, lyder det.

De danske spillere gør det klart, at tilvænningen var hårdest i starten. Flere forklarer, hvordan det er en del af gamet, ligesom de ikke får noget ud af at brokke sig. Overordnet er de glade for at få lov til at udfolde sig i internationalt badmintonregi igen.

- Jeg glæder mig til at komme i gang og mærke stemningen, selvom der ikke kommer til at være publikum. Jeg håber, at der kommer til at være dåseklap, så man ikke føler, at der er helt tomt, fortæller Mia Blichfeldt eksempelvis.

Danske deltagere

I alt kommer 22 danskere i spil ved Asia Open, der strækker sig fra 12.-17. januar. Det er altså en af i alt tre udskudte turneringer fra 2020 og kan ses direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Få overblikket over de danske deltagere nedenfor:

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Vittinghus

Damesingle:

  • Mia Blichfeldt
  • Line Kjærsfeldt

Herredouble:

  • Kim Astrup & Anders Rasmussen
  • Niclas Nøhr & Mathias Christiansen

Damedouble:

  • Sara Thygesen & Maiken Fruergaard
  • Mette Poulsen & Alexandra Bøje
  • Amalie Magelund & Freja Ravn

Mixed-double:

  • Mathias Christiansen & Alexandra Bøje
  • Niclas Nøhr & Amalie Magelund
  • Mikkel Mikkelsen & Rikke Søby