Badminton

Antonsen frygter 'nervepirrende' scenarie grundet gammelt coronasvar

Den forsvarende Denmark Open-vinder glæder sig til udfordringerne i Thailand, men frygter et muligt farvel, der ikke har noget med badminton at gøre.

Anders Antonsen går ind til Super 1000-turneringerne i Bangkok med noget i bagagen, som de andre danske deltagere ikke har.

Noget, der kan sende ham hjem til Danmark uden at have spillet en eneste badmintonkamp.

- Jeg beder til, at det ikke kommer til at ske, lyder det fra den 23-årige århusianer til TV 2 SPORT.

For at forstå forvirringen spoler vi tiden tilbage til 5. december. Her testede Antonsen positiv for coronavirus dagen efter, han havde spillet en holdkamp i Aarhus.

Han tog de nødvendige forholdsregler, gik i isolation og underrettede dem, der skulle informeres. Træningsmæssigt satte det ham lidt tilbage i forhold til hans forberedelser op til de internationale stævner i Thailand, men mere virak var der heller ikke i det.

Men nu kan det positive testresultat potentielt få skæbnesvangre konsekvenser for danskeren, selvom det ligger flere uger tilbage.

Døde virusrester kan befinde sig i kroppen op til otte uger efter, man har testet positiv, hvorfor Antonsen reelt set kan blive konstateret smittet med coronavirus, selvom han ikke er syg.

Og turneringsledelsen i Super 1000-turneringerne har opsat klokkeklare regler for det scenarie: Et positivt testresultat er lig med isolation og efterfølgende hjemsendelse.

Det ved Antonsen godt, og han er også forberedt på, at scenariet kan blive til virkelighed, hvorfor han og landstræner Kenneth Jonassen allerede fik det afklaret hjemmefra, at der "intet er at gøre", hvis uheldet skulle ske.

- Jeg fik at vide, jeg kunne forvente at blive testet positiv otte uger efter at have været testet positiv første gang. En positiv test vil sende mig ud af turneringen. Derfor er det rimelig nervepirrende, hver gang jeg skal testes hernede, for det vil være rimelig problematisk i min situation, fortæller den forsvarende Denmark Open-vinder.

I samme ombæring slår Antonsen fast, at han blev testet adskillige gange hjemmefra, ligesom han allerede er testet negativ to gange i de obligatoriske tests, han har fået foretaget i Bangkok.

Som man har set det i mange andre sportsbegivenheder, hvor flere atleter samles, befinder de danske badmintonspillere sig lige nu i en boble, hvor de kun må opholde sig på deres hotelværelser, når de ikke træner ude i hallerne.

I de første tre dage måtte spillerne slet ikke forlade deres værelser, hvilket fik Antonsen til at ty til alternative træningsmetoder, så musklerne kunne holdes i gang.

Derudover bliver gangene på spillerhotellet konstant overvåget af en kommandocentral nedsat af de thailandske myndigheder. Overvågningen skal være med til at sikre, at coronavirus ikke spreder sig, løber løbsk og potentielt sætter en stopper for de udskudte badmintonturneringer fra 2020.

Ingen føler sig sikre

Kenneth Jonassen har prøvet mange ting som badmintonspiller og siden som landstræner.

Han erkender dog også, at de tre internationale turneringer i januar er noget anderledes, end hvad han hidtil har prøvet, da coronavirussen har gjort det hele lidt sværere.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der føler sig sikre, selvom alle opholder sig og forbliver i boblen. Men jeg er positiv og siger, at dem (testene, red.) skal vi nok klare. Det er det, vi kan gøre, lyder det fra Kenneth Jonassen.

I alt kommer 22 danskere i spil ved Asia Open, der strækker sig fra 12.-17. januar.

Det er altså en af i alt tre udskudte turneringer fra 2020 og kan ses direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

  • Asia Open I (Super 1000-turnering) – 12.-17. januar 2021
  • Asia Open II (Super 1000-turnering) – 19.-24. januar 2021
  • HSBC BWF World Tour Finals 2020 (sæsonfinalen) – 27.-31. januar 2021