Panisk stjerne ødelagde test – 'grotesk' oplevelse, siger danske spillere

Badmintonspillerne skal overholde en række coronarestriktioner, før de kan deltage i de udskudte Super 1000-turneringer i Thailand.

Ruslands bedste badmintonduo, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, ville få de fleste til at gå over på den modsatte side af vejen, hvis man mødte dem en mørk aften.

Den ene part af den stærke herredouble, der vandt All England i 2016, blev dog for en stund pacificeret fuldstændig, da han skulle igennem en af flere coronatests forud for tre store turneringer i Thailand.

Testen er fuldstændig grotesk. Virkelig forfærdelig

Sara Thygesen, doublespiller

På en video – delt af makkeren Ivanov – kan man se Sozonov spjætte med benene, inden han med sine paniske bevægelser til sidst får slået vatpinden ud af hånden på personen, der skal teste ham. Det resulterer i, den falder på jorden. En forståelig reaktion, mener flere danske spillere, der går igennem det samme.

- Jeg synes ikke engang, at Sozonov overdriver. Man har lyst til at knække sammen på stolen og få den pind ud af næsen. Det er virkelig, virkelig ubehageligt. Man kan ikke beskrive smerten. Jeg tog et billede af mig selv efter en af mine tests, hvor hele mit højre øje løb i vand og hang, siger damesinglen Mia Blichfeldt, der ikke havde prøvet næsetesten, før hun kom til Thailand.

- Jeg var heller ikke blandt de første spillere, men jeg så bare, hvordan folk kom forbi og var helt skræmte bagefter.

"Fuldstændig grotesk"

Den såkaldte hurtigtest via næsepodning er en del af en lang række restriktioner, som verdens bedste badmintonspillere skal overholde, før de kan komme i aktion i Super 1000-turneringen Yonex Thailand Open, hvorefter Toyota Thailand Open og sæsonfinalerne venter de efterfølgende uger.

Ligeledes er alle spillere under konstant overvågning fra den thailandske regering, ligeså snart de bevæger sig ud af hoteldøren.

I Thailand lever danske badmintonspillere under ekstreme forhold, så de igen kan komme til at spille store internationale turneringer. Video: TV 2 Sport

Allerede ved ankomsten til Thailand blev spillerne testet første gang i lufthavnen, hvorefter der ventede flere dage i total isolation på hotelværelset. Herefter er de altså blevet testet igen og skal desuden testes hver femte dag i disse uger. Det er uden tvivl et punkt i kalenderen, der ikke huer særlig mange.

- Testen er fuldstændig grotesk. Virkelig forfærdelig. Jeg havde prøvet det én gang før, hvor jeg fik et kæmpe chok og sad med svedige hænder, da det gik op for mig, det også var igennem næsen. Denne gang var jeg forberedt på det, men det bliver det ikke bedre af.

- Alle kommer dog igennem, men de kommer ud med nedslåede ansigter og tårer i øjnene, fordi det prikker steder, hvor det ikke er særlig rart. Det er ti sekunder i helvede, siger doublespilleren Sara Thygesen, mens herresinglen Hans-Kristian Vittinghus tilføjer:

- Jeg havde ikke prøvet det før, og jeg ønsker det ikke for nogen. Testen er godt nok ubehagelig gennem næsen. Da vi fik den anden gang, var det i hvert fald ikke blevet bedre – nærmest værre.

Afstemning

Hvad er din oplevelse af næsetesten?

Både efter den første omgang med tests og den anden – senest 7. januar – kunne det internationale badmintonforbund meddele, at alle 824 tests var negative.

Da spillerne resten af tiden i Thailand bevæger sig inde i samme boble, må det også forventes at være svarene på de resterende prøver, der bliver taget under turneringerne. Af sikkerhedsmæssige hensyn fortsætter man dog med at teste hver femte dag.

- Jeg synes, jeg er blevet ret god til at tage den, men der er nogen, der tager den hårdere end andre. Den er ikke sjov. Der er også forskel på, hvor dybt de går, når de tester os. Det er fem sekunder, og så er den overstået, så det er lige til at komme igennem, lyder et af de sjældent positive svar til næsetesten fra Anders Antonsen.

Kvalificerer spillerne sig til sæsonfinalen, ender de i øvrigt med at få taget otte tests gennem næsen, inden de igen forlader Thailand fire uger efter ankomst. Tidligere omtalte Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov ligger i øvrigt inden turneringerne nummer et på kvalifikationsranglisten til sæsonfinalen i herredouble, så Sozonov kan formentlig frygte det maksimale antal tests.

Danske deltagere

I alt kommer 22 danskere i spil ved Yonex Thailand Open, der strækker sig fra 12.-17. januar og er den første af i alt tre udskudte turneringer fra 2020. Herefter følger Toyota Thailand Open og til sidst sæsonfinalerne for de otte bedste i hver kategori. Alt kan ses direkte på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.

Få overblikket over de danske deltagere nedenfor i de første to turneringer:

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Vittinghus

Damesingle:

  • Mia Blichfeldt
  • Line Kjærsfeldt

Herredouble:

  • Kim Astrup & Anders Rasmussen
  • Niclas Nøhr & Mathias Christiansen

Damedouble:

  • Sara Thygesen & Maiken Fruergaard
  • Mette Poulsen & Alexandra Bøje
  • Amalie Magelund & Freja Ravn

Mixed-double:

  • Mathias Christiansen & Alexandra Bøje
  • Niclas Nøhr & Amalie Magelund
  • Mikkel Mikkelsen & Rikke Søby