Badminton

Kæmpe coronakaos: Stjerne flået ud af turnering - nu er hun tilbage

Saina Nehwal og to andre spillere har fået klistret deres billet til den store turnering sammen, efter at den tidligere blev revet i stykker.

Super 1000-turneringen Thailand Open er mildest talt kommet vaklende fra start, og mængden af forvirring er ikke aftagende.

Uheldige scener udspillede sig tirsdag formiddag, da den tidligere vinder af OL-bronze og VM-sølv Saina Nehwal blev flået ud af turneringen midt under opvarmningen til sin åbningskamp.

Hun havde afleveret en positiv coronatest, og herfra gik det stærkt. Hun blev ekspederet ind i en ambulance med udsigt til 14 dages karantæne og nåede hverken at få mobil, oplader eller tøj med sig.

Nu meddeler Det internationale badmintonforbund (BWF) i en pressemeddelelse, at hun alligevel må spille.

Positiv antigentest redder Nehwal og to andre

Det må hun, fordi hendes antigentest, der senere blev taget, er positiv. En positiv antigentest er ensbetydende med, at personen tidligere har været inficeret med covid-19-virussen. Det betyder ikke, at man er inficeret lige nu.

Dermed skal hendes førsterundekamp mod Kisona Selvaduray alligevel afvikles på et endnu ukendt tidspunkt.

Nehwal er ikke den eneste, der igen må deltage i turneringen trods en positiv test. Det samme gælder for hendes indiske landsmand HS Prannoy og tyske Jonas Ralfy Jensen. Trioen blev alle ramt af covid-19 i slutningen af 2020.

Ligeledes må hendes mand, Kashyap Parupalli fra Indien, også træde tilbage ind i turneringen, efter han var blevet bedt om at selvisolere sig, da Nehwal og Parupalli bor sammen i Thailand. Hans modstander blev derfor tildelt sejren i første omgang tirsdag, men nu er Parupalli med igen.

Komitéen er tilfredse med, at de ikke er inficerede nu og ikke udgør nogen fare for turneringen, skriver BWF.

Godt nyt for Anders Antonsen

For den danske herresinglespiller Anders Antonsen er dagens udvikling yderst positiv.

Ligesom trioen ovenfor har han tidligere været ramt af virussen, hvilket betød, at han tog til Thailand med vished om, at døde virusrester kan betyde en positiv coronaprøve og dermed et turneringsexit.

Op til turneringen havde den danske lejr givet udtryk for, at der ikke var noget at gøre, hvis man testede positiv. De havde selv forhørt sig hos BWF på grund af Anders Antonsens coronavirus fra december sidste år.

- Jeg fik at vide, jeg kunne forvente at blive testet positiv otte uger efter at have været testet positiv første gang. En positiv test vil sende mig ud af turneringen. Derfor er det rimelig nervepirrende, hver gang jeg skal testes hernede, for det vil være rimelig problematisk i min situation, sagde Anders Antonsen dengang.

Nu kan han sove mere roligt om natten efter de næste tests, da han altså i tilfælde af en positiv test vil få lavet en antigen-test.

- Det er rigtig positivt. Jeg blev testet lige inden afrejse, og jeg har også antistoffer, forklarer Antonsen til TV 2 SPORT.

Anders Antonsen åbner turneringen i Thailand onsdag med en kamp mod Daren Liew fra Malaysia.