Badminton

Kæmpe kaos inden dansk kamp

Damedoublen Maiken Fruergaard og Sara Thygesen fik armene i gang ved Super 1000-turneringen i Bangkok, selvom optakten til kampen var kaotisk.

Sagen har udviklet sig, efter at Det internationale badmintonforbund (BWF) har udsendt en pressemeddelelse. Læs mere her.

På den ene side af nettet gik alt, som det skulle for doubleparret Maiken Fruergaard og Sara Thygesen, der suverænt vandt deres første opgør i Super 1000-turneringen Thailand Open.

Derimod var optakten til kampen alt andet end struktureret. Den var præget af kaos og uvidenhed.

- Alting var overhovedet ikke, som det plejer at være, lyder det fra Sara Thygesen til TV 2 SPORT.

Og hvorfor så det?

Med en time til kampstart sad de to danskere stadig i bussen og fik ikke lov til at træde ind i hallen, der var i gang med at blive sprittet af og rengjort.

OL-bronzevinderen Saina Nehwal havde testet positiv for coronavirus og befundet sig i arenaen. Derfor skulle arrangørerne sikre, at ingen kom ind i hallen, før alt var sprittet af efter hendes tilstedeværelse.

Kort efter blev det danske par informeret om, at en mandlig egyptisk spiller også havde afleveret en positiv coronaprøve, hvilket betød, at danskerne var blevet tildelt en "skrivebordssejr" over det egyptiske par, der altså ikke måtte spille.

Forvirringen slutter dog ikke her.

- Vi får en melding fra dommeren om, at vi har vundet på en "walkover" (modstanderne udebliver, red.), og vi beslutter at tage tilbage til hotellet. Mens vi venter på en bus, ser vi pludselig de egyptiske damedoublespillere stå af deres bus, og vi får at vide, at vi skal spille alligevel, fordi den mandlige egypters test havde været falsk-positiv, fortæller Sara Thygesen.

Med kort tid til den oprindelige kampstart blev det danske par presset af arrangørerne til at afvikle kampen uden opvarmning.

Efter lidt forhandling lykkedes det dog Maiken Fruergaard og Sara Thygesen at få musklerne i gang inden opgøret, som de endte med at vinde efter to sæt: 21-5, 21-9.

Her ses Maiken Fruergaard og Sara Thygesen imod et japansk par i Denmark Open i oktober.

Massiv kritik af spillers behandling

Den kaotiske danske optakt blegner dog lidt i forhold til det, den indiske spiller Saina Nehwal var igennem.

Inden starten på Super 1000-turneringen bekræftede det internationale badmintonforbund (BWF), at to indere, en tysk og en egyptisk spiller havde testet positiv for coronavirus.

Saina Nehwal er en af dem, hvis man sammenholder oplysninger fra BWF med en række indiske medier. Saina blev smittet med coronavirus i december, og nu har hun afleveret to positive prøver i Bangkok - vel at mærke efter to negative prøver.

Hun er ude af turneringen og skal tilbringe mindst 10 dage isoleret på et hospital.

Hendes mand og nære kontakt, Parupalli Kashyap, har fået samme tur, og han skal heller ikke spille mere badminton ved Thailand Open. Parupalli Kashyap forklarer, at hustruen og han selv testede positiv for flere uger siden, og at de har fået bevist, de har antistoffer i kroppen.

Hvordan kan du sende en person med hende, der ikke kan engelsk? Det er fuldstændig latterligt

Parupalli Kashyap, indisk badmintonspiller

Mest af alt er han dog sur over behandlingen af sin kone, der blev sendt ind i en ambulance med personale, der ikke talte engelsk.

- Hun fik sit positive svar, kort før hun skulle på banen. Hun blev bedt om at gå ind i en ambulance og vente. Testen blev lavet i går (mandag, red.) klokken 10.30, og ifølge BWF skulle svaret komme inden for fem timer. Hun varmede op til kampen, og inden hun gik på banen, trak de hende ud og fortalte hende, hun var positiv.

- De satte hende i en ambulance, og hun blev vejledt af en person, der ikke forstod engelsk. Hun prøver at fortælle dem, hun ikke har sin telefon, oplader, hun mangler sit tøj og andre ting. Hun får bare at vide, hun skal i 14 dages karantæne på hospitalet. Og det er det.

- Hun forklarer dem om sine tidligere testresultater, og det kan være en midlertidig falsk-positiv prøve, for hun snakkede omgående med sin covid-læge, og han sagde, det uden tvivl var en falsk-positiv. Men de var ikke villige til at lytte til noget som helst. Hvordan kan du sende en person med hende, der ikke kan engelsk? Det er fuldstændig latterligt, lyder det fra Parupalli Kashyap.

Saina Nehwal i aktion under Malaysia Open i 2020.

Aflyste kampe

  • Selvaduray Kisona - Saina Nehwal
  • Kashyap Parupalli - Jason Anthony Ho-Shue

For at undgå smittespredning har spillere og ledere været isoleret på deres hotelværelser.

Hotelgangene er overvåget af kameraer, og alle deltagere er blevet testet tre gange inden turneringsstarten natten til tirsdag.