Badminton

Eget niveau kom bag på Antonsen

Anders Antonsen er overrasket over sit eget niveau efter nederlag i første runde af Thailand Open. Og det var ikke en positiv overraskelse.

Det var ikke lang tid Anders Antonsen kunne glæde sig over, der endelig bliver spillet international badminton igen.

Den 23-årige dansker er færdig efter første runde af Thailand Open, hvor det blev til et overraskende nederlag til Daren Liew fra Malaysia. Og det var et nederlag, der bed på den unge dansker.

- Det kom bag på mig, at mit eget niveau ikke var bedre. Men jeg ved godt, Daren er en meget farlig spiller, så at han spillede en kamp, som han gjorde, kom egentlig ikke så meget bag på mig, lød det efter nederlaget fra Antonsen.

- Men han sætter det på spidsen. Går efter linjerne, går efter netkanten, og på hans gode dage er han rigtig, rigtig svær. Der skal man have et højere niveau til at slå ham, end det jeg havde i dag.

Det var lige fra kampens start, at det haltede for Anders Antonsen, der er nummer tre i verden mod malaysieren, der er nummer 41.

- Jeg var en meget, meget langsom starter og fik det aldrig rigtig til at fungere. Jeg var lige ved at få gang i noget i andet sæt, men det var for sent, og det var for meget op ad bakke. Du kan ikke give en spiller som Daren så mange chancer og så stort et forspring, så er det svært.

Det var med sætcifrene 12-21 og 18-21, at danskeren blev sendt ud i mørket, og nu skal han så hjem på hotelværelset og finde ud af, hvad der skete.

- Jeg skal analysere den her kamp og finde ud af, hvad der gik galt i optakten og under kampen, og så kommer jeg stærkt igen i næste uge.

På det tidspunkt gælder det endnu en turnering i Bangkok. Og det ser Anders Antonsen frem til efter at have haft ketsjeren gemt væk i en coronaramt sæson.

- Det er rart at være i gang igen, men lige nu er skuffelsen efter det her det, der overskygger det hele. Det er fedt at være tilbage og spille nogle turneringer igen. Det er fedt, men jeg skal spille bedre, for det er rigtig sjovt.

Se anden runde fra Thailand Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY torsdag fra klokken 3.00.