Viktor Axelsen spiller sig overlegent i stor semifinale
Danskeren viste storspil i kvartfinalen ved Super 1000-turneringen Thailand Open.
Der er kun tre placeringer mellem dem på verdensranglisten, men forskellen på Viktor Axelsen og Jonatan Christie var større i kvartfinalen ved Thailand Open.
Axelsen, der er verdens nummer fire, vandt overbevisende første sæt og var fuldstændig suveræn i andet sæt.
Viktor Axelsen - Jonatan Christie
- 1. sæt: 21-14
- 2. sæt: 21-5
I semifinalen møder han Anthony Ginting, der tidligere på dagen slog danske Rasmus Gemke.
27-årige Axelsen har virket knivskarp i Bangkok, siden han tog hul på turneringen i tirsdags.
Før fredagens opgør havde han endnu ikke afgivet et sæt, og den stime fortsatte mod Christie, der ligger nummer syv i verden og var seedet som nummer seks.
Viktor Axelsen holdt sine fejl på et minimum og spillede med stor kvalitet hele vejen.
Indoneseren fulgte med til stillingen 9-9, men så tog Axelsen teten med fem vundne dueller på stribe.
Snart tog han også sættet i sikker stil, og dominansen blev kun større i andet sæt.
Der var på det nærmeste tale om opvisning, når Axelsen kørte rundt med Christie, der langsomt så mere og mere fortvivlet ud.
Ved stillingen 13-2 skulle der et mirakel til, hvis Jonatan Christie skulle have en chance, men sensationen udeblev.
I stedet fortsatte Axelsen sin suveræne stil og vandt sættet på først mulige chance, da Christie slog ud af banen.
Senere fredag skal Mia Blichfeldt i aktion i damesingle.
Der var også dansk deltagelse i mixeddouble, men desværre for Mathias Christiansen og Alexandra Bøje blev kvartfinalen endestationen.
Det danske par tabte i to tætte sæt til den andenseedede duo, Praveen Jordan og Melati Daeva Oktavianti.