Badminton

Axelsen vinder uden ketcher i hånden

Viktor Axelsen fortsatte sin imponerende sejrsstime, da han spillede sig overbevisende i semifinalen.

Som en anden tryllekunstner tegnede Viktor Axelsen i luften.

I stedet for en tryllestav foregik det med bunden af en knækket ketcher.

Tryllekunsten var foregået forinden. På matchbolden slog han bolden op over sin modstander Daren Liew, mens ketcherhovedet fløj bagud. Pist væk.

En komisk situation, hvor begge spillere bagefter nærmest stod lamslået og kiggede på Axelsens manglende ketcher. Forbavset over den måde at slutte kampen på.

- Jeg har nok bare lavet for meget styrketræning, sagde Viktor Axelsen med et skævt smil.

- Jeg ved sgu ikke lige, hvad der skete, men det må være første gang i historien, at der er en, der vinder sidste duel med en ketcher, der går i stykker. Og så i en baghånd - det er sgu meget cool.

Viktor Axelsen returnerede bolden, mens ketcherhovedet knækkede af og fløj ud af banen. Det kan ses nederst i venstre hjørne.

Viktor Axelsen havde ellers også udøvet magi undervejs. Det betød, at han vandt med de klare cifre 21-16, 21-15.

Dermed er han videre til semifinalen i Super 1000-turneringen Thailand Open II, hvor han skal møde Chou Tien Chen. En gentagelse af sidste års All England-finale, som Axelsen vandt i to sæt. Se lørdagens kamp på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY cirka klokken 14.

Knusende sejr

Fredagens kvartfinale kom blæsende fra start.

Axelsen vandt de første fem dueller i kampen, og føringen blev øget til 12-3. Ved 19-10 begyndte der at komme lette fejl fra Axelsens ketcher. Bolde blev slået for langt eller ud over sidelinjerne.

Efter seks malaysiske point i træk fik Axelsen bremset stimen. Også sættet blev afsluttet med et krydsdrop af Liew, som var for bredt.

Axelsen fuldendte sit tryllenummer efter kampen med en knækket ketcher.

Ligesom i første sæt arbejdede Daren Liew sig igen tæt på Axelsen efter en stor dansk føring.

Ved 14-6 til Axelsen vandt den malaysiske spiller fire point i træk. For alvor spændende blev det dog aldrig i resten af kampen. Kun på matchbolden, hvor danskeren udførte sin tryllekunst på kampens sidste slag.

Viktor Axelsen vandt Thailand Open i sidste uge. Han er også klar til næste uges sæsonfinale. Den spilles i samme hal som de to Thailand Open-turneringer.