Badminton

- Jeg er rundt på gulvet, siger Axelsen efter stor triumf

Den danske forhåndsfavorit havde ingen problemer med at gøre det af med Hans-Kristian Vittinghus.

Det var en noget omtumlet Viktor Axelsen, der forsøgte at sætte ord på sin turneringssejr ved Thailand Open II søndag formiddag.

- Jeg er lidt rundt på gulvet og træt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er meget glad for at vinde to titler i streg her i Thailand, lyder det fra Axelsen.

Sejren var rent faktisk den tredje Super 1000-turnering i træk – en præstation, som den danske stjerne naturligvis glæder sig meget over.

- Det er en stor bedrift for mig. Jeg har ikke spillet i lang tid. Men at komme tilbage hertil og vinde to turneringer i træk er ekstraordinært for mig, så jeg er meget glad og stolt.

Viktor Axelsen vandt også den første udgave af Thailand Open tidligere i januar, mens han tilbage i marts 2020 triumferede i All England. De tre turneringer er alle Super 1000, der er badmintonsportens øverste niveau.

Mellem marts 2020 og januar 2021 står Denmark Open som den eneste store turnering, der blev afviklet. Viktor Axelsen deltog dog ikke i den danske Super 750-turnering, da han blev opereret i efteråret.

Gjorde det fysisk

I søndagens finale besejrede Viktor Axelsen landsmanden Hans-Kristian Vittinghus, som havde været i flere udmattende kampe undervejs i turneringen.

Derfor benyttede favoritten sig også af en bestemt taktik.

- Jeg vidste, at HK ville være lidt træt efter nogle hårde kampe for ham. Jeg prøvede at gøre det til en fysisk kamp, selvom jeg også selv var træt. Det kunne være til min fordel, hvis jeg kunne gøre det fysisk, siger fynboen.

Det lykkedes i den grad for Viktor Axelsen at køre Vittinghus træt.

Med sejren følger en præmiesum på mere end 400.000 danske kroner.

Viktor Axelsens næste opgave er sæsonfinalerne. Dem kan I se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra onsdag 27. januar. Se sendeplanen her.