Badminton

Vittinghus bestormet efter nudel-kommentar

Den 35-årige herresingle Hans-Kristian Vittinghus har imponeret i Thailand Open II. Succesen har samtidig kastet indonesisk kærlighed af sig.

En henkastet kommentar om noget så uskyldigt som indonesiske nudler har fået enorm opmærksomhed.

Afsenderen er danske Hans-Kristian Vittinghus, der lørdag overraskede og spillede sig i finalen ved Super 1000-turneringen Thailand Open II.

Vi må se, om jeg pludselig har indonesiske nudler på maven – så ved I, hvad der er sket

Hans-Kristian Vittinghus

Det er dog ikke kun på badmintonbanen, danskeren har succes. Også på de sociale medier går det særdeles godt.

Vittinghus krævede nudler som tak

Historien startede, da Vittinghus 16. januar fyldte 35 år. Her fik han nogle indonesiske kopnudler af sportschefen fra Indonesien. Han delte et billede af sin fødselsdagsgave, og så startede den indonesiske interesse langsomt.

Da danskeren så skulle spille kvartfinale, fik han lige pludselig stor opbakning fra de indonesiske badmintonfans. En sejr til danskeren ville nemlig sikre deres darling Anthony Ginting en plads ved sæsonfinalerne. En indonesisk Instagram-profil med mange følgere taggede ham i et opslag, som Vittinghus svarede på.

I sjov krævede han flere nudler som tak for hjælpen, hvis han vandt. Og herfra gik det stærkt. Kommentaren gik viralt.

- Min telefon har ikke stået stille de sidste par døgn. Jeg har slukket alle notifikationer, så jeg misser både opkald og beskeder. Den er rødglødende. Det kan godt være, man tænker, jeg overdriver lidt, men jeg havde en Instagram-profil med lidt over 30.000 følgere, og nu har jeg rundet 40.000.

- Jeg har brugt 15 år på at bygge den op på 30.000, og så tog det to dage at få næsten 10.000 ekstra. Så efter mine forhold er det stukket ret meget af. Men det er selvfølgelig kun sjovt. Det er positive beskeder alle sammen, fortæller Hans-Kristian Vittinghus.

Direktør vil sende nudler til Vittinghus

Et af modsvarene til Vittinghus' kommentar kom fra en mand ved navn Axton Salim. Han er direktør for det firma, der ejer Indonesiens største nudelmærke, Indomie. Indoneseren lovede Vittinghus, at han ville sende ham nudler, hvis han vandt sin kvartfinale. Og da danskeren så slog Lee Cheuk Yiu og sikrede Ginting en plads ved sæsonfinalerne, holdt han naturligvis sit løfte.

- Jeg sad og skrev med ham fredag aften, så nu har han sat sin assistent i gang med at få fat i min hjemmeadresse, og hvordan nudlerne skal blive sendt til Danmark. Jeg ved ikke, om jeg får en hel palle med nudler, eller hvad der står og venter på mig derhjemme, men nu prøver jeg ihærdigt at lokke et sponsorat ud af dem i stedet for. Det kunne være en sjov historie.

- Vi må se, om jeg pludselig har indonesiske nudler på maven – så ved I, hvad der er sket, siger Vittinghus.

Den indonesiske direktør har ligeledes delt et udsnit af deres samtale på Instagram, hvor han slår fast, at de indonesiske fans er taknemmelige for den danske sejr. Samtidig skriver han, at de nok skal finde en måde at få nudlerne til Danmark på.

Den indonesiske direktør har delt et udsnit af samtalen med Vittinghus.

Tilgivet for VM-sejr

Hans-Kristian Vittinghus fortæller videre, at han nyder opmærksomheden, men samtidig sørger han også for, at det ikke fylder for meget.

- De indonesiske fans er fantastiske. Jeg har selv beskrevet det som en love storm. Jeg er blevet begravet i kærlighed fra dem, så det er bare super fedt at mærke den passion for badminton, som jeg selv elsker og brænder inderligt for. Vi kan også godt være glade for badminton i Danmark, men det er et andet niveau derude, siger Vittinghus om Indonesien.

Én ting vil han uden tvivl tage med videre fra oplevelsen. Og det er faktisk det allermest positive ifølge danskeren.

- Nu tror jeg endelig, indoneserne har tilgivet mig for, jeg vandt den afgørende kamp i Thomas Cup-finalen. Det har jeg i hvert fald fået at vide fra nogle stykker, så det er dejligt, griner Vittinghus.

Det var i 2016, han spillede den femte og afgørende kamp i finalen ved VM for herrehold, hvor han med en sejr over Indonesiens Mustofa sendte guldet til Danmark for første gang i historien.

Vittinghus er i øvrigt ikke den eneste dansker, der har fundet ud af, det er en god idé at være populær blandt de indonesiske fans. Sidste år vandt Anders Antonsen Indonesia Masters og fik i den sammenhæng en større fanbase i Indonesien.

Samtidig kunne doublespilleren Mathias Christiansen også fortælle under Denmark Open sidste år, at han havde brugt coronapausen på at lære indonesisk.