Badminton

Vittinghus bøjer sig med hilsen til Axelsen

Viktor Axelsen var helt suveræn i den rene danske finale i Thailand.

Hans-Kristian Vittinghus mødte søndag overmagten i finalen ved Thailand Open II.

Overmagten hedder i øjeblikket Viktor Axelsen. Og det var 'HK' ikke sen til at indrømme efter kampen.

- Jeg blev totalt udklasseret på alle mulige måder. Du er for vild, Viktor, skriver han på sin Twitter.

Vittinghus fik undervejs i andet sæt behandling for en øm hofte, og derfor havde han svært ved at bevæge sig til allersidst. Men det ændrede ifølge ham selv ikke det store.

- Jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kunne kæmpe til det sidste, men jeg prøvede alt. Det var en umulig opgave.

Stadigvæk stolt

Den 35-årige dansker var oprindeligt reserve til turneringen, men på grund af et afbud, kom han til at spille.

Og det var noget af en oplevelse trods finalenederlaget.

- Sikke en uge. Jeg er glad og stolt over at være tilbage og spille på det her niveau, og jeg er sulten efter mere, skriver han.

Med andenpladsen ved Thailand Open II følger en præmiecheck på 34.000 dollars svarende til næsten 208.000 danske kroner.