Dommer bad Antonsen yde sit bedste - nu forklarer han bizart sættab

23-årige Anders Antonsen sikrede sig karrierens største triumf, da han vandt sæsonfinalen. Titlen kom i hus efter tre sæt mod Viktor Axelsen.

Med en ligeglad og opgivende attitude sendte Anders Antonsen endnu et slag nærmest under nettet og kom bagud 1-12 til Viktor Axelsen i andet sæt af sæsonfinalen.

Jeg blev nødt til at være meget, meget kalkuleret med mine kræfter derinde

Anders Antonsen

Det fik kampens italienske dommer, Fabio Betto, til at reagere og kalde danskeren op til dommerstolen, da det blot var en af rigtig mange fejl i starten af sættet.

- Anders, Anders. Er du okay? For du skal yde dit bedste. Okay? Husk det.

- Jeg gør alt, hvad jeg kan, lød svaret fra Anders Antonsen.

- Okay, godt, afsluttede dommeren og lod spillet fortsætte, efter han havde gjort sit arbejde, da han skal tage fat i en spiller, hvis han fornemmer, at spilleren ikke yder sit bedste.

Forklaringen på attituden

Samtalen med dommeren ændrede dog ikke meget på kampbilledet, da Anders Antonsen tabte andet sæt 5-21. Men da aarhusianeren allerede havde vundet første sæt 21-16, og han efterfølgende vandt tredje sæt, var det Antonsen, der til sidst stod med titlen.

Forklaringen på det mærkværdige andet sæt skal findes i Anders Antonsens fysiske tilstand. Hans optakt til sæsonfinalen har været alt andet end optimal, efter han i december blev ramt af coronavirus, hvilket også har påvirket hans astma.

Det var tydeligt i både Thailand Open I og II, der blev spillet i de to uger op til sæsonfinalen, ligesom det kunne ses på hans spil i de fire kampe op til finalen mod Viktor Axelsen.

Derfor var han klar over allerede inden starten på kampen, at der ikke var kræfter til at buldre på konstant i opgøret mellem de to landsmænd.

- Jeg vidste godt, at jeg ville få det svært, hvis jeg skulle spille tre hårde sæt med Viktor. Så gameplanen var, at jeg skulle vinde første sæt, og hvis jeg fik en fantastisk start på andet sæt, så kunne jeg gå efter det. Men ellers skulle det "smides væk" så hurtigt som muligt, og så måtte jeg gå efter tredje sæt.

- Jeg blev nødt til at være meget, meget kalkuleret med mine kræfter derinde. Så det var derfor, jeg besluttede, at det ville være mere smart at gå efter sejren i tredje sæt, forklarede Anders Antonsen efter sejren.

I danskerduellen over mellem Anders Antonsen og Viktor Axelsen ved sæsonfinalerne, vandt Antonsen med 12-16, 5-21, 21-17 Video: TV 2 Sport

Landsmanden Viktor Axelsen var selvsagt skuffet efter finalen, men det virkede ikke til, at Antonsens taktiske spil påvirkede den danske verdensmester fra 2017.

- Jeg ville rigtig gerne have taget tre turneringssejre på stribe herude, men Anders spillede bedre, end jeg gjorde, og fortjente at vinde - så stort tillykke til Anders. Jeg træffer lidt dumme beslutninger i store dele af kampen. Der var meget mere vind i dag, end jeg har prøvet på noget andet tidspunkt, så jeg er ret skuffet over måden, jeg kontrollerer det på, sagde Viktor Axelsen, der tabte for første gang i 30 internationale kampe.

Ekspert forstår Antonsen

I TV 2 SPORTs liveblog under kampen og på Facebook-siden TV 2 Badminton har Antonsens måde at smide andet sæt på i den grad delt vandene.

Det er både blevet beskrevet som usportsligt og unfair, at man "lader sig tabe et sæt", selvom det bliver gjort i et forsøg på at stå med sejren til sidst. Andre anerkender dog også, at Antonsen var den bedste taktiker og vandt på sin måde. Sidstnævnte hold bakker badmintonekspert Jim Laugesen op omkring.

- Man kan mene, det er usportsligt ikke at spille igennem i et sæt, men jeg vil vende den om og sige, at Anders spillede, som han skulle for at vinde. Det er svært at være sur over, at manden tænker på at vinde titlen og ikke bare levere en sportslig god kamp, når han ved, fysikken er presset efter en hård periode med coronavirus.

- Han er jo også ærlig og lægger ikke skjul på, at det var taktikken. Og så skal vi lige huske, at mange andre topspillere har brugt den taktik før, hvor de har sparet kræfter, fordi de kom bagud, siger badmintonekspert Jim Laugesen.

Landstræner Kenneth Jonassen fulgte kampen fra tribunen i Bangkok. Uden at forholde sig konkret til søndagens finale udtaler han sig i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark om Antonsens sejr i sæsonfinalen:

- Anders har spillet med, hvad han har haft af fysiske ressourcer. Han får det gjort på den rette måde i den uge her. Han udnyttede sine muligheder gennem turneringen, og det er exceptionelt flot, det han har opnået her, siger Jonassen.

Tre uger med mange følelser

Anders Antonsens turneringssejr blev kulminationen på tre underlige uger for den danske herresingle.

En skidt optakt blev efterfulgt af et nederlag i første runde til malaysiske Daren Liew i Thailand Open I, inden han ugen efter spillede sig i semifinalen ved Thailand Open II, hvor han dog tabte til landsmanden Hans-Kristian Vittinghus. Her blev Antonsens fysiske underskud i den grad udstillet i andet sæt, som han tabte 8-21.

Derfor måtte verdens nummer tre også grave dybt for at finde nye kræfter til sæsonfinalen, hvor han fik en hjælpende hånd med en lettere lodtrækning end Viktor Axelsen. I sidste ende stod de to danske stjerner så tilbage i finalen, og da Antonsen kom foran 15-9 i tredje sæt, begyndte han at mærke nerverne.

- På et tidspunkt i tredje sæt begyndte det at gå op for mig, hvad der var ved at ske. Så blev jeg lidt for ensporet, og jeg gik ned ad stien med angreb og netspil. Og så blev jeg kostet rundt derinde. Så det var lige ved at glippe, men jeg kom lidt tilbage til mig selv igen, og jeg spillede den store bane og havde heldet med mig, sagde Antonsen efter kampen.

Aarhusianeren kom endda bagud 16-17, men fem point i træk sikrede altså Antonsen sejren, titlen og en præmiecheck på 735.000 kroner.

- De sidste tre uger har været meget følelsesmæssige, og jeg har kæmpet. Efter Denmark Open i oktober havde jeg en lang ferie, og i december blev jeg ramt af coronavirus, så træningen op til disse turneringer har ikke været ideel. Det er også en af grundene til, at jeg er overrasket over, jeg vandt her i tredje uge. Men jeg er super glad, afsluttede Antonsen.

Sejren betyder også, at de danske herresingler laver hattrick i de tre turneringer i Thailand, efter Viktor Axelsen vandt henholdsvis Thailand Open I og II.