Badminton

Fire semifinaler med dansk deltagelse i Schweiz

Det er kun i damedoublen, hvor der ikke er dansk deltagelse i Super 300-turneringen Swiss Open.

Der bliver flere semifinaler at holde øje med, når man som dansk fan skal se badminton lørdag.

Der er nemlig fire semifinaler i Swiss Open, hvor der er dansk deltagelse. Det er situationen efter fredagens kvartfinaler, hvor der var dansk deltagelse i syv kampe.

En af de danskere, der spillede sig sikkert videre, var Viktor Axelsen, der er topseedet i turneringen. Han vandt sikkert i to sæt over Shesar Hiren Rhustavito fra Indonesien.

Værre gik det ud over damesinglen Line Christophersen, der mødte sin overmand i Pornpawee Chochuwong og tabte med 11-21, 15-21.

Begge danske damedoubler tabte også deres kampe, og derfor er det den eneste kategori, hvor der ikke er dansk deltagelse i semifinalen. Kim Astrup/Anders Skaarup spillede sig videre som de sidste efter en lang kamp, der gik i tre sæt.

Du kan få et overblik over dagens kampe her:

Danske kampe i kvartfinalen (vinderne står nævnt først):

Herresingle:

  • Viktor Axelsen (1. seedet) - Shesar Hiren Rhustavito: 21-17, 21-12

Damesingle:

  • Mia Blichfeldt (4. seedet) - Phittayaporn Chaiwan: 21-10, 21-7
  • Pornpawee Chochuwong - Line Christophersen: 21-11, 21-15

Herredouble:

  • Kim Astrup/Anders Skaarup (6. seedet) - Hang Yee Low/ Eng Cheong Ng: 21-17, 16-21, 21-13

Damedouble:

  • Pearly Tan/Muralitharan Thinaah - Amalie Magelund/Freja Ravn: 21-19, 21-10
  • Gabriela Stoeva/Stefani Stoeva - Maiken Fruergaard/Sara Thygesen (5. seedet): 21-18, 21-14

Mixeddouble:

  • Mathias Christiansen/Alexandra Bøje - Peng Soon Chan/Liu Ying Goh: 21-14, 19-21, 21-15

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender fra turneringen lørdag og søndag.