Badminton

Dansk sensation udeblev

Jeppe Bay og Lasse Mølhede spillede lørdag semifinale i All England for første gang.

Efter den overraskende kvartfinalesejr kom Jeppe Bay og Lasse Mølhede ned på jorden.

Bogstaveligt talt. Og trods heroisk fight i parrets første All England-semifinale, hvor Bay havde succes med at kaste sig efter en bold og dermed sikre sætføring i andet sæt, tabte danskerne i to sæt.

Bay og Mølhede blev slået 21-13, 21-11 af Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe.

Dermed slog det japanske par fast, at der er niveauforskel på nummer 90 og nummer 6 i verden.

- De er oppe mod All England-mestrene, men de gjorde det godt. Og jeg er sikker på, de har lært en masse af det her, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Kampen igennem kæmpede danskerne med japanernes lynhurtige spil. Læg dertil en solid defensiv, der gjorde det svært for Bay og Mølhede at få bolden slået ned.

- Vi vidste jo godt, at det ville blive en hård fysisk kamp, fordi de spiller på stor bane og i en god defensiv, så vi var forberedt på, at vi skulle arbejde hårdt. Men de er gode til at spille rundt og over os, når vi står ved nettet, og så har det måske sat sig lidt i mit hoved, at jeg har et knæ og en fod, som gør, at jeg ikke har den bevægelse, der skal til for at drille dem i dag. Men vi fik det bedste ud af det, siger Lasse Mølhede i en pressemeddelelse.

Med sejren er Endo og Watanabe kun én sejr fra at forsvare titlen ved All England, der som Super 1000-turnering er en af sportens største turneringer. I 2020 vandt Endo og Watanabe finalen over Sukamuljo og Gideon.

Danskernes vej til semifinalen

  • Første runde mod Eipe/Kjær: 27-25, 21-11
  • Anden runde mod Ahsan/Setiawan: Walk over
  • Tredje runde mod Phuangphuapet/Viriyangkura: 21-19, 21-12