Badminton

Først da hun havde svært ved at få nederdelen på, gik virkeligheden op for Camilla Martin

Den tidligere badmintonstjerne Camilla Martin vandt sin første og eneste All England-titel i 2002. En sejr der i den grad kom ud af det blå.

Camilla Martins blik var stålsat og hendes gang målrettet.

Nogen måtte forklare sig, og hendes mangeårige sponsor, Yonex, lod til at være synderen.

Jeg kom tilbage på hotellet, hvor der var en vægt. Det var seks-syv kilo, jeg havde lagt på

Camilla Martin

All England 2002 stod for døren, men kort før starten på årets mest prestigefulde turnering gik det op for Camilla Martin, at alt ikke var, som det skulle være. Langt fra endda. Der var tøjkrise.

- Man får altid udleveret den her fine pose med specielt All England-tøj, hvilket fortæller, hvad All England er for en turnering. Det er specialdesignet tøj, som vi skulle spille i. Så ville jeg lige se det, og jeg skulle prøve det.

- Så kniber det med at få nederdelen på, som vi spillede med på det tidspunkt, husker Camilla Martin fra optakten til karrierens eneste All England-sejr i TV 2 PLAY-programmet "Danske All England-legender".

Som 27-årig var det hendes 12. deltagelse ved den turnering, som alle badmintonspillere drømmer om at vinde. Hvorfor passede tøjet nu pludselig ikke? Havde Yonex ikke styr på en af de bedste damesingler i stalden?

"No, Miss Martin"

Det skulle vise sig, den danske damesingle ikke havde helt styr på sig selv.

- Jeg gik bestemt over til japanerne (Yonex' ophavsland, red.) i hallen, som jo ellers er så regelrette, og alt er foldet og lavet perfekt. Så sagde jeg: ”Den passer ikke. Den er for lille.”

Svaret var ikke, hvad Camilla Martin havde forventet.

- Japaneren står der og siger så: "No, Miss Martin. Same size as last year. And every year before."

Tøjstørrelsen var altså den samme som alle de forgangne år, hvor danskeren havde stået knivskarpt til et af årets højdepunkter. Det var bare ikke tilfældet denne gang, hvor hendes tilgang langt fra havde været ligeså seriøs.

I privatlivet havde det tæret året forinden efter bruddet med Peter Gade, og i weekenderne var hun begyndt at gå mere i byen og drikke flere øl - om end hun stadig trænede på samme niveau, som hun plejede.

- Jeg fik så en størrelse større, og jeg kom tilbage på hotellet, hvor der var en vægt. Det var seks-syv kilo, jeg havde lagt på. Så tænkte jeg: "Nå okay, det var alligevel voldsomt." Så det fandt jeg ud af der. Og så tænkte jeg, at så må det gå, som det går...

Camilla Martin havde ingen forventninger til sig selv, da hun indledte All England-turneringen i 2002.

Et had-kærligheds-forhold til All England

Men hvordan gik det til, at det blev en blond dansker, der brød fem års kinesisk dominans i damesingle, når hun i de selv samme år havde tænkt, at "det her lort, det kommer jeg aldrig til at vinde"?

Selvom Camilla Martin ikke mødte op i samme kampform som normalt, var det ikke hvilken som helst badmintonspiller, der havde taget turen til Birmingham i England.

Tre år forinden var hun blevet verdensmester på hjemmebane i København, mens hun i 2000 vandt OL-sølv i Sydney. På det tidspunkt lå hendes kampvægt på 59-60 kilo - en absolut toptrimmet udgave af Camilla Martin.

Jeg var da heller ikke ked af, jeg skulle op og tale med pressen efter finalen, efter de havde været lidt hårde ved mig

Camilla Martin

Scenariet var et helt andet ved All England. Hun havde kæmpet med at vinde turneringen, der i de første år af Camilla Martins karriere blev spillet på Wembley. Her var der meget vind, hvilket ikke passede den danske damesingle, og derfor var hun glad, da All England i 1994 flyttede til Birmingham. Også selvom betingelserne ikke var de bedste.

- Det var en af de turneringer, jeg rigtig gerne ville vinde som badmintonspiller, fordi det var en europæisk, kæmpestor turnering, men den var virkelig svær for mig at vinde. Selvfølgelig på grund af kineserne, men også på grund af hallens omgivelser. Der var højt til loftet, og det var betongulv i Birmingham. Jo flere kampe jeg spillede, desto mere slidt blev jeg, som turneringen skred frem.

- Det var lidt et had-kærligheds-forhold, for det var en dejlig professionel turnering at være med i, men det var simpelthen så svært for mig at nå langt i.

Havde du nogle forventninger til dig selv i 2002?

- Ikke en skid.

En følelse af ligegyldighed, der mest af alt bundede i, at hun på det tidspunkt allerede havde en OL-sølvmedalje og VM-guld på hjemmebane i København.

- Det kan godt være, der havde sneget sig sådan en ind med: "Hvor meget mere skal du også vinde, i forhold til hvad du nogensinde havde drømt om."

- Så det var ikke den mest seriøse opladning, jeg havde haft til den turnering, men jeg kender også mig selv godt nok til, at lige så snart jeg går inden for firkanten og skal spille, så spiller jeg jo for at vinde. Og det har jeg helt sikkert også gjort der.

Ganske rigtigt, Camilla Martin...

Nedlagde kinesere på stribe

Da lodtrækningen kom ud, kunne hun se, der højst sandsynligt ventede fire kinesere i træk, hvis All England-titlen skulle hives med hjem til Danmark. Det var blot med til at bygge på følelsen af, at "vi må se, hvordan det går."

- Jeg var vant til i de fleste af de år, jeg spillede, at hvis jeg skulle vinde nogle turneringer, så skulle jeg jo slå i hvert fald tre kinesere, fordi de var så stærke og dominerende på det tidspunkt.

Efter danskeren i anden runde havde slået kinesiske Huaiwen i tre tætte sæt (der blev spillet bedst af fem sæt til syv), kom den første helt store styrkeprøve i kvartfinalen.

På imponerende vis lykkedes det Camilla Martin at nedlægge Zhang Ning, der i 2002 var blandt de bedste kinesere, ligesom Zhang Ning efterfølgende vandt både OL- og VM-guld.

"Talte over sig" ved pressen

Men i All England-kvartfinalen det år var Camilla Martin stærkest, og så var hun "glad i låget" efter sejren. På slap line valgte hun at indvie pressen i den manglende idealvægt. Reaktionen var nådesløs.

- Hvis jeg husker det ret, så var det noget med: "Det var useriøst, det er ikke en rollemodel, og det kan man ikke." Jeg tror, der var en - og i øvrigt fair nok, når jeg kigger tilbage på det nu: "Var det smart at fortælle om?"

Camilla Martin ses her i semifinalen i 2002, hvor hun slog kinesiske Dai Yun med 7-2, 1-7, 7-4, 7-2.

- Det var det måske i virkeligheden ikke, men sådan var jeg jo også. Og jeg har nok bare været glad i låget over det og tænkt, at det kan sgu godt lade sig gøre alligevel. Og jeg har altid været meget ærlig i den henseende, siger Camilla Martin og slår fast, at hun trods alt er glad for, de sociale medier ikke var mere udbredt dengang.

- Så havde jeg nok fået en endnu større røffel, men måske var det også et eller andet i underbevidstheden, der fortalte mig, at det er fint nok, og det går godt. Så jeg var da heller ikke ked af, jeg skulle op og tale med pressen efter finalen, efter de havde været lidt hårde ved mig - hvilket i øvrigt var helt fair.

Seks-syv kilo over idealvægten og en knap så seriøs tilgang viste sig mærkværdigt nok at blive det, der var løsningen til at vinde All England i 12. forsøg for Camilla Martin.

I finalen slog hun kinesiske Gong Ruina med 7-5, 8-6, 7-3, og så havde Danmark igen en damesingle øverst på tronen - for første gang siden Kirsten Larsen i 1987.

For første gang i 12 forsøg lykkedes det endelig at vinde All England i 2002 for Camilla Martin.

Vinderfølelsen skræmte Camilla Martin

Midt i hyldesten og champagne var det dog ikke lettelse og glæde, der fyldte mest hos en 27-årig Camilla Martin.

På forunderlig vis var der nærmest ingen følelser.

- Jeg følte faktisk ikke rigtig noget. Det skræmte mig i timerne efter. Jeg syntes, det var mærkeligt.

Alligevel kunne hun mærke én ting i kroppen, når hun i dag reflekterer over, hvad der skete dengang.

- Jeg tror faktisk, at jeg lige præcis den dag var mentalt færdig med at spille badminton, når jeg kigger tilbage på det. Jeg kan huske på vej hjem i flyet, at det ikke fylder særlig meget, at jeg er på vej hjem fra Birmingham, og jeg har rent faktisk har vundet den turnering, som jeg har bakset med at vinde i 12 forsøg.

Vinderfølelsen blev en mærkelig en af slagsen.

Det var sidste gang, Camilla Martin - ifølge hende selv - stemplede ind mod kineserne og i store mesterskaber.

- Sejren gjorde, at jeg et eller andet sted oppe i hovedet takkede af fra badminton på internationalt plan, selvom jeg jo blev ved i to år efter og egentlig leverede okay resultater. Men kassen med medaljer var fyldt på det tidspunkt, og jeg har nok tænkt, at nu var der ikke mere at komme efter.

- Det er en sejr, jeg tit taler om, fordi den fylder meget. Også omkring nederdelen, der var for lille, og alt det, der gik forud og efter. Men det var en mærkelig fornemmelse at opleve.

- Det var ikke specielt rart egentlig, for det fortalte mig også en historie om, at nu er der noget, som ikke længere er, som det var. Og hvis jeg kunne skrue tiden tilbage og træde ud af det der, så havde det måske været godt. Og omvendt - det ville måske også have været mærkeligt.

Så når du ser tilbage på det, så var du egentlig færdig der, men det var bare ikke gået op for dig selv?

- Ja…

Selvom Camilla Martin reelt følte sig færdig som badmintonspiller efter All England i 2002, lykkedes det hende efterfølgende at vinde Denmark Open i 2002 og siden Japan Open i 2003. Samtidig var hun også med ved Sudirman Cup i 2003 og Uber Cup i 2004, hvor Danmark vandt VM-bronze for hold.