Badminton

Badminton Danmark vil stemme ja til omstridt regelændring

I maj afgør en afstemning i Det Internationale Badmintonforbund (BWF), om spillerne fremover skal spille bedst af fem sæt til 11 point.

For få år siden blev det diskuteret heftigt i badmintonverdenen, at servereglerne skulle laves om.

Nu kan der være endnu en mærkbar regelændring på vej, som også deler vandene.

Den 22. maj skal det nemlig afgøres i Det Internationale Forbund (BWF), om badmintonkampe fremadrettet skal bestå af fem sæt til 11 point fremfor tre til 21.

Det er helt fair, at man har forskellige meninger, og jeg ved også, der er forskellige holdninger i spillergruppen

Jens Meibom, sportschef i Badminton Danmark

Her har Badminton Danmark allerede taget stilling, fortæller sportschef Jens Meibom til TV 2 SPORT.

- Vi har besluttet os for at stemme for forslaget om det nye tællesystem, da vi synes, det opfylder de intentioner, der er med forslaget.

- Intentionerne er at komme hurtigere frem til nogle spændende point, have flere spændende point og have kortere kampe. Det er de tre pointer, der ligger i det nye tællesystem, der hedder fem sæt til 11, siger Jens Meibom.

Hvis forslaget skal godkendes, kræver det, at to tredjedele af medlemmerne i BWF stemmer for.

Forslaget har tidligere været til afstemning, blandt andet i 2018, hvor der dog ikke var nok stemmer til, at det blev vedtaget. Dengang stemte Badminton Danmark ja til forslaget, og forbundet var også sikker i sin sag den her gang.

- Det var ikke svært at træffe beslutningen, for vi var helt enige. Vi var også støttende i 2018, hvor der var flertal for det, men ikke nok. Siden da har de asiatiske lande kigget på det, og det er faktisk Indonesien, der har stillet forslaget.

- Så vi synes, det vil være gavnligt for vores sport – ikke kun i forhold til eliten, men også vores ungdom og veteraner, for det vil være en regelændring for hele sporten, forklarer Jens Meibom.

Delte meninger i spillertruppen

Facebook har Viktor Axelsen givet udtryk for, at han ønsker, spillerne bliver hørt i debatten - og i flere andre væsentlige beslutninger. Her giver han dog ikke udtryk for, hvad hans holdning til forslaget er.

Selvom Badminton Danmark ikke havde svært ved at finde deres ståsted i debatten, understreger Jens Meibom, at der findes andre holdninger blandt de danske badmintonstjerner, og det har han fuld respekt for.

- Det er helt fair, at man har forskellige meninger, og jeg ved også, der er forskellige holdninger i spillergruppen. Det er en personlig vurdering. Men det her er en regelændring, der gælder for alle – ikke kun vores elitespillere, siger sportschefen.

Hvis regelændringen bliver vedtaget, vil den træde i kraft efter OL.