Badminton

Skade holder Blichfeldt ude af EM

Mia Blichfeldt har problemer med en tilbagevendende knæskade, og hun er derfor ude af stand til at deltage i det forestående individuelle EM.

Danmarks bedste damesinglespiller, Mia Blichfeldt, bliver ikke en del af det hold af danske spillere, der fredag rejser mod Kiev for at deltage ved dette års EM.

Blichfeldt havde ellers store forhåbninger til turneringen, men tilbagevendende smerter i knæet betyder, at hun er blevet nødt til at melde fra til mesterskabet.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at mit springerknæ er kommet igen lige her op til EM, for jeg synes, at jeg har været inde i en god periode på det seneste. Så jeg havde virkelig også set frem til at spille efter en god pause siden All England. Men jeg har af tidligere skader lært, at jeg ikke vil gå kompromis med min krop, for den skal holde længe og også til mange andre turneringer og mesterskaber, siger Mia Blichfeldt i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.

Blichfeldt har tidligere leveret gode resultater ved det individuelle EM, hvor hun i 2018 vandt bronze, mens hun i 2019 tog guldet ved European Games.

I år var hun også andenseedet til mesterskabet, men den seedning får hun altså ikke mulighed for at leve op til.

Mens de øvrige danske spillere rejser til Ukraine, vil den danske damesinglespiller bruge tiden på at blive sin skade kvit, så hun kan være klar til Spain Masters i midten af maj.

EM 2021 begynder på tirsdag og spilles i Kiev i Ukraine. Mesterskabet er det 28. af sin slags, og flere af de danske spillere er seedet til medalje. I herresingle er danskerne seedet både et, to, tre og fire.