Badminton

Danskere skal i isolation på hotelværelse i Kiev i 13 dage

Den danske herredouble med Joel Eipe og Rasmus Kjær skal ikke i aktion ved EM. I stedet skal de i isolation på et hotelværelse i Ukraine i 13 dage.

Den kommende uge skulle have budt på EM-debut for Joel Eipe, men i stedet skal han i isolation.

En positiv coronaprøve forhindrer nemlig den talentfulde dansker at deltage i EM i Kiev. Det samme gør det for hans herredoublemakker, Rasmus Kjær, der ligeledes skal i karantæne i 13 dage.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er superærgerligt for Joel og Rasmus, at de ikke kommer på banen her i Kiev. Det havde både de og vi set frem til, men vi følger selvfølgelig mesterskabets samt de nationale restriktioner her i Ukraine, og det betyder, at de nu skal være i karantæne på hotellet de næste 13 dage.

- De er selvfølgelig meget skuffede, men de tager det i stiv arm og er indforstået med, at det er sådan, at situationen er, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.

Joel Eipes PCR-test fra lørdag var positiv, og søndagens opfølgende test gav samme, kedelige svar.

Eipe og Kjær en talentfuld herredouble, der leverede sit bedste resultat ved Denmark Open sidste år, hvor de nåede hele vejen til semifinalen.

EM i Ukraine begynder på tirsdag. TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender fra turneringen, når der er kvartfinaler fredag.