Badminton

Danske herresingler åbner EM med sikre sejre

Både Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus vandt i to sæt i EM-åbnere.

Se EM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra fredag 30. april.

Der var ingen slinger i valsen, da de danske herresingler i badminton onsdag åbnede EM i den ukrainske hovedstad, Kijev, med sikre sejre.

Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus fejede alle deres modstandere af vejen i to sæt. Nogle dog mere overbevisende end andre.

Axelsen havde som den første dansker i kamp ingen problemer med at slå tjekkiske Milan Ludik af vejen og avancere. Danskeren vandt med cifrene 21-11, 21-12 på lidt over en halv time.

Axelsen kom flyvende fra start. Allerede efter en lille håndfuld minutter var danskeren foran 9-2 og godt på vej mod sætsejren. Ludik kom dog lidt i gang, så første sæt ikke blev en ren walkover for Axelsen.

Det havde andet sæt til gengæld karakter af indledningsvis. Axelsen kunne gå til den indlagte pause foran 11-0.

Det blev dog ikke til en ren ydmygelse, efter at Ludik fik pyntet på resultat til sidst.

Danskerne er favoritter til medaljerne

Rasmus Gemke kom godt i gang med EM. På 41 minutter gjorde han det af med estiske Raul Must. Danskeren vandt 21-13, 21-14.

Senere onsdag havde Hans-Kristian Vittinghus lidt sværere ved at få sin sejr i hus, men det lykkedes danskeren at vinde over italienske Fabio Caponio med 21-17, 21-19.

Som sidste dansker i aktion onsdag, besejrede Anders Antonsen tyskeren Kai Schäfer med 21-18, 21-14.

Viktor Axelsen er seedet som nummer et ved EM, mens Antonsen, Gemke og Vittinghus indtager de efterfølgende tre pladser - i samme rækkefølge - i seedningen.

Danskerne er dermed udset til at rydde medaljebordet i Kijev i herresingle.

Axelsen vandt EM-guld i både 2016 og 2018. Derudover er det blevet til tre bronzemedaljer i 2012, 2014 og 2017.

I damesingle levede danskerne også op til forventninger og spillede sig sikkert videre onsdag.

Både Line Kjærsfeldt og Line Christophersen vandt deres kampe sikkert i to sæt.

Også Julie Dawall Jakobsen er videre, men her var det uden overhovedet at være i kamp, da hun skulle have mødt Mia Blichfeldt, som måtte trække sig kort før mesterskabet på grund af en knæskade.

Danskerne skal i kamp igen torsdag, hvor det gælder ottendedelsfinalerne.