Badminton

Tredje coronatilfælde i Danmarks EM-trup

Doublespilleren Mathias Thyrri er testet positiv for coronavirus. Han blev slået ud i første runde af EM, men er fortsat i Ukraine.

Mens der har været masser sejre til de danske badmintonspillere ved EM i Kiev, har der uden for banerne været kaos.

Ved ankomsten lørdag blev doublespilleren Joel Eipe testet positiv for coronavirus, og siden blev også doublemakkeren Rasmus Kjær testet positiv.

Fredag blev det tredje tilfælde så konstateret, fortæller sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, i et interview med Badminton Europe. Det drejer sig om doublespilleren Mathias Thyrri. Makkeren Daniel Lundgaard er ligeledes sendt i karantæne.

- Vi håber selvfølgelig, at det stopper der. Vi gør, hvad vi kan for at undgå mere smitte, siger Jens Meibom.

- Vi må tage det ansvarligt, men også skridt for skridt gøre, hvad vi kan for at undgå det. Vi er så ansvarlige, vi overhovedet kan være.

- Det er noget, vi er rigtig trætte af. Det skaber selvfølgelig en grad af usikkerhed i truppen. Det fylder noget, også når vi tager nogle ting fra spillerne, de er vant til at have. Men jeg synes, de har håndteret det godt, og vi har prøvet åbent at kommunikere omkring det her.

Se EM-kvartfinlaerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 16.

Begrænser spillerne

Mathias Thyrri og Daniel Lundgaard blev slået ud i første runde til et engelsk par, men de er blevet i Ukraine sammen med landsholdet.

Flere danskere er i aktion fredag ved EM, hvor der spilles kvartfinaler.

Jens Meibom fortæller, at Badminton Danmark har indskrænket spillernes muligheder ved EM for at inddæmme smitten. Blandt andet har man valgt at begrænse muligheden for behandling hos fysioterapeuten samt træningstiden i styrkecenter og hal.

Han understreger, at Badminton Danmark følger arrangørernes coronaprotokoller, men at der også er taget yderligere foranstaltninger, herunder daglige PCR-tests.

- Jeg oplever, at der er opbakning til, at vi har været ret restriktive fra starten. Også selvom vi gør mere, end der er påkrævet. Det har vi haft fuld opbakning til fra spillerne. Så håber vi, det stopper her, og det var det sidste tilfælde, men det er ikke noget, jeg kan garantere. Vi håber at kunne fokusere på det sportslige fra nu af.

Overvejer at trække holdet

Har det været på tale at trække holdet?

- Det er en overvejelse, vi gør os, men et eller andet sted synes vi, det rigtige at gøre er at følge protokollerne og samtidig være ansvarlige i forhold til at kunne fortsætte med det sportslige.

- Forhåbentlig er langt de fleste ikke smittede, og det er en vigtig turnering for mange af dem. Vi skal sørge for, at vi ikke gør noget uansvarligt. Det synes jeg heller ikke, vi har gjort, og ingen af spillerne har været i nærkontakt med nogen som helst andre. På den måde risikerer vi ikke noget for de andre spillere til turneringen, men vi skal selvfølgelig også have ansvar for os selv, siger Meibom.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender fredag klokken 16 fra kvartfinalerne, hvor flere danskere skal i aktion.