Badminton Danmark kommer med opråb i kampen mod råberi
Fredag var der ved EM i badminton stort fokus på både spillere og dommeres adfærd under kampene.
- Wosoooo!!!
De seneste dage har vi set flere eksempler på spillere, der gennem store dele af deres kampe råber højt og gestikulerer mod modstanderen, når de vinder en duel.
Dommerne i de respektive kampe brød kortvarigt ind med henstillinger, men det fik aldrig nogen anden konsekvens. Derfor fortsatte udbruddene.
Og hos Badminton Danmark ser man en generel tendens til, at flere spillere går både til og over grænsen, uden at dommerne sanktionerer med andet end en henstilling.
- Vi har set nogle helt grelle eksempler, hvor spillerne får henstilling på henstilling for tidsudtrækning og råben og skrigen, men dommerne skrider ikke konsekvent ind over for den form for misbehaviour og misconduct, som de rent faktisk har mulighed for, siger direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen, til TV 2 SPORT.
Samtidig understreger han, at det ikke er, fordi de ønsker at komme helt af med følelserne på banen.
- Det handler ikke om, at vi ikke synes, der skal være kant eller attitude på banen. Men det handler om, at det i dag er spillerne, der selv definerer, hvor grænsen går og ikke dommerne. Og den grænse vil vi gerne have flyttet tilbage til dommerne, så de rent faktisk håndhæver det, de er sat i stolen til.
Forslag om håndhævelse af reglerne
For at få grænsen flyttet tilbage til dommerne har Badminton Danmark fremsat et forslag om selvsamme problematik til årsmødet i BWF den 22. maj.
Forslaget er ikke fremsat på baggrund af fredagens kampe, men på grund af en længerevarende utilfredshed med situationen.
- Baggrunden for, at vi stiller det forslag, er, at vi gennem de senere år har oplevet, at der er sket et skred i forhold til spillets præsentation. Og det er der flere ting i.
- Det er både spillernes attitude og opførsel på banen, men det handler også om, at de jo ikke synes, at dommerne konsekvent håndhæver det reglement, der allerede eksisterer, som jo klart og tydeligt har nogle bestemmelser i det, der blandt andet handler om forsinkelser af spillet samt dårlig opførsel og attitude på banen, siger Bo Jensen.
En af de spillere, der kom i fokus for de markante brøl, var danske Mathias Christiansen, da han tog til genmæle over for høje franske udbrud.
Efter lørdagens semifinale satte han ord på sin holdning til Badminton Danmarks forslag.
- Det kan vi kun bakke op om. Det er dommernes arbejde at holde spillerne i snor. Vi går til grænsen, fordi vi er her for at vinde, og vi prøver at vinde på alle tænkelige måder. Så kan nogen mene, at det er usportsligt, men det er op til dommeren at afgøre, hvad der er det. Så det bakker vi op om, siger den danske mixeddouble-spiller.
Mere respekt for dommerne
Som det er lige nu, får spillerne bunker af henstillinger, før der sker noget.
Og ifølge Badminton Danmarks direktør vil det give mere respekt for dommerne, hvis de rent faktisk går længere end blot at give en henstilling.
- Dommerne har en række muligheder udover henstillinger for at få spillerne til at leve op til ånden i spillet. Men det bliver komisk, når en dommer giver 10-12 henstillinger i en kamp og ikke benytter sig af det reglement, der rent faktisk ligger, hvor man kan skærpe sanktionerne yderligere ved at give henholdsvis gult og rødt kort.
- Der tror vi, at spillerne vil have langt mere forståelse og respekt for dommeren, hvis det var, at man som dommer rent faktisk håndhævede reglementet mere konsekvent, siger han.
Ved årsmødet den 22. maj skal BWF tage stilling til forslaget. Hvis de vedtager forslaget, pålægges Council, der er den øverste myndighed i BWF, at tage hånd om problematikken og sikre, at der sker en mere konsekvent håndhævelse af reglementet.
Flere danske spillere er med i lørdagens EM-semifinaler, som kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 16.00.