EM-vært splitter banen ad efter dansk klage
Kvartfinalen mellem Line Christophersen og Julie Dawall Jakobsen blev flyttet, da banen var ujævn. Nu er gulvet skiftet ud med et andet.
Fredag aften steg aktivitetsniveauet, da den sidste EM-kvartfinale var spillet til ende.
De ukrainske EM-værter skyndte sig at brække gulvet op, efter danske Julie Dawall Jakobsen tidligere på dagen havde klaget over ujævnheder på den ene banehalvdel af tv-banen.
- Banerne ligger ad helvede til. Det er virkeligt frustrerende ved sådan et mesterskab, at det skal være en faktor, der spiller ind, siger Julie Dawall Jakobsen.
I første omgang blev danskeropgøret mellem Jakobsen og Line Christophersen flyttet efter kun tre dueller, og derefter blev resten af fredagens kampe på bane 1 også flyttet til bane 3.
Nyt gulv lagt i løbet af natten
Bane 1 kaldes også for tv-banen, og derfor var der brug for en lidt mere varig løsning med tanke på lørdagens semifinaler og søndagens finaler. Det er grunden til, at arrangørerne besluttede sig for skille gulvet ad.
Som det fremgår af billederne herunder, lykkedes Badminton Europe og de ukrainske arrangører at fremskaffe et nyt trægulv, der er lagt henover natten. Det betyder, at spillerne folde sig ud på en helt plan bane i weekendens finalekampe.
- Det er uhørt, at det kan lade sig gøre, men hårdt arbejde fra mere end 30 frivillige fra sidste bold fredag aften og frem til klokken 11 her til formiddag har gjort det muligt. Vi er meget imponerede over arrangørernes hårde arbejde og dedikation, og hvad de gør for at lave eventen fantastisk for alle, siger vice-generelsekretær i Badminton Europe, Jimmy Andersen.
Line Christophersen endte med at vinde den danske kvartfinale i to sæt. Hun er en af i alt syv danske singler eller doubler, der spillede sig videre til semifinalerne og dermed sikrede sig minimum en bronzemedalje. Hovedparten af de danske kampe skal spilles på den nyanlagte bane 1.
Se EM-semifinalerne direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra lørdag klokken 16.
Det er i øvrigt ikke første gang, danske deltagere får ændret gulvet inden de afgørende kampe ved et EM. I 1994 fik håndboldlandstræner Ulrik Wilbek fjernet et enormt glat gulv inden finalen, som Danmark endte med at vinde over værtsnationen Tyskland.
Danske EM-semifinaler
Bane 1
- Kirsty Gilmour – Line Christophersen
- Marcus Ellis/Lauren Smith – Mathias Christiansen/Alexandra Bøje
- Viktor Axelsen – Kalle Koljonen
- Hans-Kristian Vittinghus – Anders Antonsen
- Kim Astrup/Anders Skaarup – Mark Lamsfuss/Marvin Seidel
Bane 2
- Gabriela Stoeva/Stefani Stoeva – Maiken Fruergaard/Sara Thygesen