Ignorerede flere henstillinger om usportslig opførsel
Både danske Mathias Christiansen og franske Ronan Labar modtog flere henstillinger fra dommeren, men alligevel fortsatte udbruddene resten af kampen.
Har du 3 minutter og 26 sekunder i overskud, bør du starte ovenstående videoklip og opleve det mest bizarre sammenklip fra fredagens EM i badminton.
Men du skal måske lige skrue lidt ned for lyden.
Mixeddouble-kvartfinalen mellem danske Mathias Christiansen/Alexandra Bøje og franske Ronan Labar/Anne Tran blev bogstaveligt talt en kamp på ord – eller råberi, om man vil – hvor herrerne Christiansen og Labar førte an.
- Jeg kan heldigvis godt navigere og være lidt vild og voldsom i det. Jeg tror, jeg sagde til mig selv derinde, at jeg nægter at tabe den her kamp uden at give lige så meget igen. I sidste ende føler jeg, det var os, der lagde det største mentale pres, fordi vi selv kom med så meget energi i løbet af kampen, sagde Mathias Christiansen efter kampen.
Og danskerne endte da også med at vinde i tre sæt, men det var franskmændene, der indledte opgøret bedst.
Fransk henstilling i første sæt
Det fik verdens nummer 39, Labar/Tran, til at skrue op for lydniveauet, når de scorede point. Især Ronan Labar, der er kendt for at være højlydt, markerede sig tydeligt. Det medførte, at han ved stillingen 14-8 fik en henstilling fra kampens dommer, der bad franskmanden om ikke at råbe over mod danskerne.
- Vi kender franskmændene og især Ronan. Vi så dem komme tilbage i tredje sæt torsdag udelukkende på baggrund af at råbe hele hallen op og være energiske. Det var vi forberedt på inden. De starter ud med at tynge os fuldstændig i første sæt. De råber og skriger, og man føler et enormt pres, for vi kan ikke løse vores spil, og samtidig buldrer de bare med gejst, tilføjede Christiansen efter kampen.
Første sæt endte med fransk sætsejr, men halvvejs i andet sæt var det, som om fanden tog ved Mathias Christiansen, da de kom bagud 5-9. Den 27-årige dansker hævede lydniveauet markant, og så blev der i den grad råbt tilbage, når duellerne endte med dansk point.
"Mathias og Ronan, råberiet skal stoppe nu"
Om det var løsningen, det skal være usagt, men den danske mixddouble kom i hvert fald tilbage i kampen. De høje råb og udbrud tiltog fortsat i styrke, så dommeren igen skred ind ved 15-12 til danskerne.
"Jeg forstår, I har følelser med i det her, men opfør jer sportsligt korrekt. Det skal ikke være over grænsen," lød beskeden til alle fire spillere. Allerede ved stillingen 20-15 i andet sæt måtte dommeren dog igen kalde kamphanerne til sig.
"Mathias og Ronan. Råberiet skal stoppe nu. Det er ikke acceptabelt", kom det fra dommerstolen.
Endnu en henstilling og dansk sejr
Beskeden forblev dog uden konsekvenser, selvom de fleste andre dommere formentlig ville føle sig berettiget til at dele et gult kort eller to ud.
Og i tredje sæt blev råberiet og provokationerne så meget højere og vildere, at selv Morten Breum og Nik & Jay formentligt havde bedt dem skrue ned i stedet for op.
Dommerens fjerde henstilling blev uddelt ved stillingen 8-1 i dansk favør, da Ronan Labar fik besked på at vare sin mund, fordi franskmandens formuleringer tilsyneladende var over grænsen.
Uden flere henstillinger eller en eneste advarsel fik spillerne lov til at spille kampen færdig, mens decibelmålerens øvre grænse fortsat blev testet. Danske Christiansen og Bøje endte med at vinde 21-12 i afgørende sæt.
Ekspert forstår dansker, men kalder på regelændring
Kigger man på regelsættet inden for badmintonsporten, er der ingen klare regler for, hvor højt eller meget spillerne må råbe under en kamp. I stedet er der formuleringer i stil med:
Spillerne må ikke opføre sig stødende eller upassende. Spillerne må ikke lave bevægelser eller tegn med hænderne/ketcheren, der har en uanstændig eller stødende betydning.
Samtidig må man ikke juble direkte mod sin modstander. Men i samtlige tilfælde vil det være en vurdering fra dommeren, om spillerne går over grænsen, og her er der meget langt imellem, hvad der tillades. Ifølge badmintonekspert Jim Laugesen er det noget, man bør kigge nærmere på.
- Det klæder på ingen måde badmintonsporten, at spillere råber sådan, men det er desværre ikke et enestående tilfælde. Man bør nærmere kigge på en regel, der kan dæmpe det. Vi ser det flere og flere steder, og når folk altid bruger Carolina Marin som eksempel, så klinger det efterhånden hult. Der er mange i samme båd, og flere af dem er faktisk værre, siger Jim Laugesen og tilføjer:
- Uanset hvad burde kampens dommer dog have sat en stopper for det. Det nytter jo ikke noget at give henstilling efter henstilling uden at gøre alvor af det. Så må der falde nogle advarsler, som spillerne bedre kan forstå.
Og selvom ekspert Jim Laugesen ikke er fan af råberiet, så forstår han godt danske Mathias Christiansen i det konkrete tilfælde i EM-kvartfinalen.
- Der er jo ingen tvivl om, han tager til genmæle. Som badmintonspiller bliver man dybt provokeret, når modstanderen råber overdrevet meget, og så kan man vælge at gå to veje. Den stille vej eller gå til modangreb. Mathias valgte det sidste, og det lykkedes ham jo at vinde kampen via det mentale spil. Så det kan man ikke fortænke ham i at gøre.
Samme svar kom også fra den anden del af den danske duo, Alexandra Bøje, da hun blev spurgt efter kampen, om det ikke blev anstrengende at høre på til sidst, når det blot var en råbekonkurrence efter hvert eneste point.
- Helt sikkert, men det er en del af gamet. Vi var bevidste om, at franskmænd generelt råber meget. De kører den her sindssyge gejst – og cadeau til dem for det påvirker os alligevel. Det er ikke sjovt, når tingene ikke kører, og du så bliver råbt ned point efter point, sagde Bøje.
Imens franskmændene er ude af EM, kan Mathias Christiansen og Alexandra Bøje se frem imod en EM-semifinale, hvor engelske Lauren Smith og Marcus Ellis venter på den modsatte side af nettet.
Du kan følge EM-semifinalerne fra lørdag klokken 16 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.