Axelsen ude af EM, bekræfter ny coronatest
Søndagens EM-finale mellem Viktor Axelsen og Anders Antonsen aflyses. Axelsen er testet positiv for coronavirus.
Der var et spinkelt håb, men nu er det endegyldigt bekræftet af endnu en PCR-test: Viktor Axelsen er smittet med coronavirus.
Det betyder, at Axelsen misser søndagens EM-finale mod Anders Antonsen, og at Antonsen kåres som europamester for første gang.
Smitten betyder også, at Viktor Axelsen skal forblive i isolation på sit hotelværelse i ukrainske Kiev de næste to uger. Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at det går ud over finalen, og så er jeg selvsagt også rigtig ærgerlig over, at der kommer til at gå yderligere to uger, inden jeg kan komme hjem og se min familie igen, siger Viktor Axelsen i pressemeddelelsen.
Axelsen, der har talt for at rykke OL-atleter frem i vaccinekøen, tilføjer, at han ikke har nogen symptomer.
Fire danskere smittet
Viktor Axelsen blev testet positiv for coronavirus lørdag formiddag, inden han spillede sig i EM-finalen med en sikker sejr over finske Kalle Koljonen.
Da svaret fra PCR-testen kom lørdag aften, blev Axelsen straks isoleret og derefter testet endnu engang for at fastslå, om smitten var reel. Det var den, ligesom det har været tilfældet for yderligere tre danske spillere under EM.
Smittede danskere
- Joel Eipe
- Rasmus Kjær
- Mathias Thyrri
- Viktor Axelsen
Badminton Danmark oplyser, at forbundet på eget initiativ valgte at isolere de danske spillere separat, da det første positive testresultat var en kendsgerning.