Badminton

Tysk EM-finalist er også smittet med coronavirus

Den tyske doublespiller Mark Lamsfuss har ligesom Viktor Axelsen afleveret en positiv coronatest forud for EM-finalerne i badminton.

To ud af fem EM-finaler er aflyst, og dermed er finaledagen nede på tre kampe.

Lørdag afleverede danske Viktor Axelsen to positive coronatests, der førte til aflysning af herresinglefinalen, og nu er der også et tilfælde i den tyske lejr.

Herredoublespilleren Mark Lamsfuss har afleveret en positiv coronatest, og dermed er finalen mellem tyskerne Lamsfuss og Seidel og russerne Ivanov og Sozonov aflyst.

- Jeg er virkeligt skuffet og ked af det. Vi var i topform, og vi ville have vundet guld i dag, siger Mark Lamsfuss ifølge Badminton Europe.

Ud over Axelsen og Lamsfuss, der mødte Kim Astrup og Anders Skaarup i lørdagens semifinale, er en dommer også testet positiv for coronavirus lige inden finaledagen.

Set med danske badmintonbriller er der stadig en smule at glæde sig over, da EM-debutanten Line Christophersen står i finalen i damesingle, hvor hun møder spanske Carolina Marin. Du kan se finalerne på TV 2 SPORT fra klokken 11.

Nye tiltag på finaledagen

Som følge af de tre seneste coronatilfælde har arrangøren lavet en række ændringer på finaledagen. Det betyder blandt andet, at færre personer vi være i hallen.

  • Finalerne i herresingle og herredouble er aflyst.
  • Der bliver ingen podieceremoni i herresingle og herredouble.
  • Bronzevinderne behøver ikke at møde op for at modtage deres medaljer.
  • Kun officials, der er testet negativ inden finaledagen, må være i hallen.

Brian Agerbak, generalsekretær i Badminton Europe, udtaler:

- Vi har overvejet alle scenarier her til morgen – også at lade være med at spille finalerne i dag. Men efter grundige overvejelser har vi besluttet, at vi ikke vil fratage spillerne den oplevelse, det er at spille en EM-finale.

- Vores tanker går til de berørte atleter, deres teams og de tekniske officials. Vi gør alt, hvad vi kan, for at gøre deres karantæneperiode så udholdelig som muligt.

Aflysningen af finalerne betyder, at Antonsen, Ivanov og Sozonov kåres som europamestre.