Badminton

I dag rejser sidste EM-dansker endelig hjem

EM i Kiev blev for flere spilleres vedkommende spoleret af coronavirus. Fem dage efter finaledagen kan den sidste danske spiller forlade Ukraine.

Fredag er en længe ventet dag for mange, men denne fredag er en helt særlig dag for badmintonspilleren Mathias Thyrri.

Endelig kan han komme hjem fra EM i Kiev, hvor han blev testet positiv for coronavirus som en ud af fire danske spillere.

- Det er helt fantastisk endelig at kunne rejse hjem til Danmark igen. Det har virkelig føltes som lang tid at være hernede, siger Mathias Thyrri til TV 2 SPORT.

Efter at være blevet smittet med coronavirus er Thyrri testet negativ. Det er derfor, han fem dage efter EM-finalerne kan rejse hjem fra Ukraine sammen med sportschef Jens Meibom.

- Jeg har brugt tiden på at lave noget workout, alt efter hvad kroppen har kunnet holde til. Derudover er der gået en masse tid med Netflix og diverse andre streamingtjenester. Og så der ingen tvivl om, det hjalp en masse, da vi fik lov til at være sammen på vores værelser (Rasmus Kjær, Joel Eipe og Thyrri, red.). Jeg synes, vi har været gode til at holde humøret højt.

I forbindelse med EM blev fire danske spillere testet positiv for coronavirus.

  1. Joel Eipe
  2. Rasmus Kjær
  3. Mathias Thyrri
  4. Viktor Axelsen

Derudover er den assisterende landstræner Thomas Stavngaard også testet positiv, efter han er vendt hjem til Danmark.

Viktor Axelsen var den første smittede spiller, der forlod Ukraine. Det skete mandag, da han betalte for en tur i et ambulancefly. Joel Eipe fløj hjem tirsdag, mens Rasmus Kjær kunne forlade Ukraine torsdag.

Dansk medaljehøst ved EM i 2021

  • 1 guld: Anders Antonsen

  • 2 sølv: Viktor Axelsen, Line Christophersen
  • 4 bronze: Hans-Kristian Vittinghus, Astrup/Skaarup, Fruergaard/Thygesen, Christiansen/Bøje